Osted: Onsdag 29. marts kl. 20.26 anmeldte personalet fra et supermarked på Alfarvejen, Osted, at man havde forsøgt at stoppe en mand efter to tyverier af pantflasker fra supermarkedets baggård. Manden havde skubbet og taget fat i en 17-årig mandlig medarbejder for at slippe væk i en personbil. Politiet fik ved supermarkedet klarlagt, at den mistænkte to gange havde stjålet pantflasker fra supermarkedets baggård, hvorefter han indleverede flaskerne for at få udbetalt panten.
Ved andet tilfælde greb personalet ind og stillede sig i vejen for ham, men han skubbede dem væk og gik ud mod en personbil på parkeringspladsen. Undervejs skubbede og greb han fat i den 17-årige medarbejder for at kunne flygte i bilen, hvis nummerplade personalet aflæste. Politiet kunne derfor en time senere foretage anholdelse af en 61-årig mand fra Roskilde på dennes bopæl. Han blev sigtet for vold på grund af sin adfærd ved supermarkedet og løsladt efter afhøring til sagen.
Politiet arbejder nu med at få detaljerne i sagen klarlagt, herunder f.eks. værdien af de pantflasker, som den 61-årige mistænkes for at have stjålet for at få udbetalt pantværdien.
