Fældede vejtræ i forsøg på at undgå kollision

Ingen personer kom noget til, men et vejtræ måtte lade livet, da en lastbilchauffør trak ud i rabatten for at undgå en kollision med en modkørende bilist onsdag eftermiddag på Herslevvej ved Herslev.

Lejre Brandvæsen rykkede ud til ulykken lidt før klokken 15.00.

På stedet mødte der brandfolkene en lastbil, der havde fået revet brændstoftanken i stykker i mødet med træet. Der var desuden løbet en hel del diesel ud på vejbanen, så brandfolkene strøede kattegrus ud over en strækning på 50 meter, hvorefter de kunne vende tilbage hjem igen.

Onsdag eftermiddag rykkede brandfolk fra Lejre Brandvæsen ud til et væltet træ og en forulykket lastbil på Herslevvej ved Herslev. Privatfoto.
Lastbilen fik en hård medfart i mødet med vejtræet. Privatfoto.