Endnu et børnehus i støbeskeen

Efter planen skal der bygges et spritnyt børnehus i tilknytning tiol Trællerupskolen som erstatning for den meget nedslidte Myreturen på Nødager i Gevninge.

Endnu et børnehus i støbeskeen

Børnehuset Myretuen skal holde flyttedag og opbygges som ny, stor institution tæt på Trælleruphallen. Foto: Ea Lykke Schausen

Foto: Ea Schausen

Allerede for mere end et årti siden var det velkendt, at børnehuset Myretuen i Gevninge var meget nedslidt. Og det er bestemt ikke blevet bedre siden.

Diverse politiske hensigtserklæringer om at få renoveret det trævlede børnehus blev hele tiden overhalet af planer om spritnye store børnehuse andre steder i Lejre Kommune. Men nu er turen endelig kommet til Myretuen.

Og det kommer til at ske ganske drastisk, for i stedet for en renovering af det gamle hus på Nødager er planen at bygge et helt nyt børnehus i tilknytning til Trællerupskolen. Myretuen skal holde flyttedag en dag.

Og til det formål har politikerne i Budgetaftalen vedtaget, at der sættes 35 millioner kroner af de kommende år.

Helhedsplanen

Samtidigt har en gruppe borgere fra Gevninge i samarbejde med DGI lavet et stort tænkt forslag til en større helhedsplan for idræts- og foreningsaktiviteter ved Trællerupskolen, inklusive børnehuset ved skolen.

Dette forslag, som nu har eksisteret i over et år, kaldes ”Gevninge Multihus – rumprogram” og indeholder, ud over det nye børnehus, også forslag til en multisal, som er tiltænkt tværgående funktioner.

Multihuset skal have en multisal og en sandsal, depot, omklædning, fitness med mere, samt fællesområde med café og produktionskøkken med udekøkken og køkkenhave m.m. Ideen er, at det nye børnehus skal indgå i Gevninge Multihus, og at der kan deles funktioner og lokaler på tværs af foreninger, børnehus, café, skole osv.

Der er også planer for udearealerne. Men indtil videre er der kun afsat penge i kommunens budget til etablering af det nye børnehus, så de mange øvrige ønsker i helhedsplanen må finansieres på anden vis.

Pænt stort areal

Politikerne vil placere det nye børnehus under hensyntagen til den samlede plan for området, og at lokale parter skal derfor inddrages i placeringen af børnehuset.

Myretuen findes i dag på en ret lille grund. Nye børnehuse skal have et pænt stort omkring-areal på mindst 8-10.000 kvadratmeter. Da det nye børnehus skal have større kapacitet end det nuværende, vurderes det, at det ikke er godt nok at blive, hvor Myretuen ligger nu på Nødager.

Processen med det nye børnehus kommer til at starte med – når kommunalbestyrelsen har givet forventet grønt lys næste mandag – med at få lavet en analyse af mulighederne for placering ved Trællerupskolen.

I øvrigt er de nye børnehuse i Ejby og Osted også placeret tæt på skolerne i de to byer, så det er en trend at få bygget den form for synergi op.

Bliver større

I Myretuen er der plads til cirka 12 vuggestuebørn og 40 børnehavebørn. Det nye børnehus forventes at blive større.

Rudolf Steiner-børnehuset Lindholm Skovbørnehave lukker om lidt, og institutionen afløses af det private dagtilbud, bondegårdsbørnehaven Bomgården. Her forventes kapaciteten at blive større: 30 vuggestuebørn og 50 børnehavebørn.

Bomgården forvebtes at hente børn fra flere skoledistrikter og andre kommer, da den ligger strategisk godt ikke langt fra motorvejen nær Kirke Såby og Sonnerup. Lejre Kommunes embedsfolk forventer ikke, at normeringen på Bomgården vil påvirke behovet for kapacitet i Gevninge i nævneværdig grad .