Ejby: Politiet opfatter det som særdeles mistænkeligt, at i hvert fald seks brande de seneste måneder i Ejby har nogle af de samme karakteristika. Det skriver DAGBLADET Roskilde tirsdag.
– Brandene sker over midnat alle sammen, på den anden side af kl. 1, og næsten altid i weekenden. Der er tale om samme fremgangsmåde. Der har ikke været brugt tændvæske eller andet – brandene er opstået i papiraffald i containere og skure. Formentlig har der været brugt en lighter, siger sagsbehandler i Midt og Vestsjællands Politi, Erik Birkestrøm til DAGBLADET.
Et vidne så en yngre mand på tidspunktet ved den seneste brand ved Ebbemosen i Ejby natten til søndag.
– Jeg tror ikke, at der er tale om seks forskellige brande uden nogen forbindelse. Det er muligt, at der er tale om en ung mand, der er forstyrret i hovedet, og som kan lide at se blå blink og et stort opbud af brandfolk. Den yngre mand, som blev set natten til søndag, kan være gerningsmanden, men vi ved det ikke, siger Erik Birkestrøm.
Læs mere i DAGBLADET Roskilde tirsdag.