
LYNDBY: Ildløs i en transformatorstation på Hornsherredvej tæt ved Lejregårdsvej i Lyndby dorårsagede mandag morgen og formiddag omfattende strømsvigt i dele af blandt andet Kirke Hyllinge og Kirke Såby.
Det skriver DAGBLADET Roskilde mandag. DONG's folk lykkedes med at omdirigere strømmen, så strømmen kom op og køre igen i Kirke Såby og Kirke Hyllinge. Men store dele af Lyndby er fortsat uden strøm.
Transformatorstationen brød i brand mandag morgen lidt over halv otte. Syv brandfolk fra Lejre Brandvæsen måtte i første omgang nøjes med at spraye branden forsigtigt med kulsyre for ikke at få strøm gennem sig fra den brændende transformatorstation. Kulsyre leder ikke elektricitet.
Brandvæsenet regner med, at årsagen til branden var en kortslutning i transformatorstationen.