To snigpremierer og en vaskeægte Danmarkspremiere.
Sådan lyder hovedoverskrifterne for den kommende FilmFestiHvalsø, der er på plakaten i Hvalsø Bio til marts.
Det oplyser biografen i en pressemeddelelse, hvor programmet for årets udgave af filmfestivalen offentliggøres.
FilmFestiHvalsø skydes i gang fredag 10. marts med Danmarkspremieren på den danske film ”Ustyrlig” af den prisbelønnede instruktør Malou Reymann. Filmen præsenteres af den prisbelønnede producer Matilda Appelin og hovedrollen Emilie Kroyer Koppel, som festivalen beskriver som et spirende talent på den hjemlige filmscene.
Ustyrlig, der er baseret på faktiske hændelser, fortæller historien om den 17-årige Maren, der bliver sendt på kvindeanstalten Sprogø for at blive tilpasset i 1933.
– Filmen er en hyldest til de kvinder, som blev anbragt på ø-anstalten. Det har været vigtigt for mig at tage udgangspunkt i, hvad der faktisk skete på kvindehjemmet, og det er unægteligt et mørkt kapitel af Danmarkshistorien, vi har fat i, siger filmens instruktør Malou Reymann i en pressemeddelelse forud for den danske premiere på filmen, der allerede har haft verdenspremiere på den prominente Toronto Filmfestival.
Bestseller på plakaten
Dagen efter, lørdag 11. marts, er Hvalsø Bio klar med snigpremieren på Leonora Christine Skovs selvbiografiske bestseller ”Den, der lever stille” om opvæksten i et hjem præget af misbrug og psykisk sygdom og mental terror.
Filmen er skrevet og instrueret af en prisbelønnede instruktør Puk Grasten, der også præsenterer filmen for publikum i Hvalsø.
Lørdagen byder FilmFestiHvalsø også på den danske kortfilm, nemlig ’Middagen’ af instruktøren og manuskriptforfatteren Marco Lawson. En film om alkohol og farrollen, der allerede har høstet en Robert-nominering. Der er gratis adgang til kortfilmen.
Gallafilm med middag
Filmfestivalens galla-forestilling, der finder sted lørdag den 11. marts om aftenen er med en snigpremiere på den danske film ’Asfalt’, der samtidig er instruktøren Charlotte Madsens debut-spillefilm.
Hun og medforfatter/hovedrolle Michael Asmussen præsenterer filmen, der allerede har modtaget flere priser i udlandet.
Filmen handler om ensomhed på landevejen og svigtede familier, men også om troen på kærligheden og håbet om en bedre dag i morgen.
Før filmen byder Hvalsø Bio på en to-retters festmiddag. Antallet af deltagere begrænses for a byde på bedst mulig komfort under middagen. Billetsalget lukker en uge før forestillingen af hensyn til bestilling af mad.
Forsalget til årets udgave af FilmFestiHvalsø, der igen i år har filminstruktør Steen Rasmussen som vært, begynder 5. februar 18.30.
Yderligere info på Hvalsø Bios hjemmeside.