For en 12-årig bordtennisspiller fra Lejre blev debuten i den landsdækkende turnering Kids Masters et sandt triumftog, der sluttede med en tur op på medaljeskamlens øverste trin.
– Jeg elsker bare at spille bordtennis, udtaler Alberte Frantsen i en pressemeddelelse fra det unge talents klub, Lejre Bordtennis.
– Og jeg håber, at jeg har mulighed for at forsvare titlen til Kids Masters næste år, lyder ambitionen.
Artiklen fortsætter under billedet

Blandt landets bedste
Guldmedaljen blev sikret i Bjerringbro i slutningen af januar, hvor årets udgave af Kids Masters løb af stablen. Turneringen samler landets bedste ungdomsspillere på baggrund af deres ranglistepoint, og Alberte Frantsen satte fra første bold en tyk streg under, at hun hører til blandt de bedste U14-spillere i Danmark.
Efter den indledende runde kunne Lejre-spilleren således gå i omklædningsrummet som ubesejret i syv opgør.
Dermed var billetten til næste dags finalerunde i hus. Et slutspil hvor Frantsen fortsatte dominansen mod de bedste fra de øvrige puljer.
I første kamp kunne spilleren fra Lejre Bordtennis ellers se sin konkurrent stikke af ved stillingen 7-1. Men det lykkedes Alberte Frantsen at få vendt bøtten i tide.
– Som ved lørdagens kampe blev jeg ved med at tro på mit spil og holdt hovedet koldt. Jeg begyndte at vinde igen og vandt sættet 11-9 og derefter de to næste sæt og til sidst kampen, fortæller hun.
Med 8 sejre i træk i turneringen og tre kampe tilbage, var en medaljeplacering for Alberte Frantsen nu en realitet. Og det lykkedes bordtennispileren at bevare koncentrationen hele vejen og snuppe guldet som ubesejret i turneringen.
Artiklen fortsætter under billedet

Tætpakket program
Ifølge Lejre Bordtennis er Alberte Frantsen på ingen måde kommet sovende til medaljen.
Udover de mange træningspas i Lejre Hallen, tager Alberte Frantsen også turen til Roskilde på ugentlig basis for at spille på Roskilde Bordtennis BTK 61’s pigehold, der har såkaldt b-licens, mens weekenden ofte byder på hold- og turneringskampe.
Det 12-årige talent var imidlertid ikke den eneste Lejre-spiller, der deltog i Kids Masters. Den lokale klub kunne således også bryste sig af at have turneringens yngste spiller med på startlisten i skikkelse af 8-årige Philip Rasmussen, der ifølge Lejre Bordtennis fik sig en på opleveren med flere medrivende kampe undervejs
Glad formand
Formand for Lejre Bordtennis, Søren Rygaard Jensen, er glad og stolt over, at en mindre klub fra Lejre med 20 ungdomsspillere og 25 seniorspillere, er lykkedes med at få to talenter med ind i det eksklusive selskab, som Kids Masters er på den danske bordtennisscene.
– At vi så vinder turneringen på pigesiden og samtidig stiller med turneringens yngste drengespiller er bare et ekstra stort plus. Jeg er glad for, at vi kan samle så mange om glæden ved det fantastiske spil flere gange om ugen, og særligt er det jo bare alletiders, at vi også har et godt træningsmiljø for de mange ungdomsspillere. Vi må se, hvad fremtiden bringer dem med bat og bold, siger han.
