Sølvmedaljer giver en tom fornemmelse

VOLLEYBALL: VK Vestsjælland ramte ikke topniveauet i pokalfinalen, og så snuppede Marienlyst-Fortuna guldet med 3-0 i sæt.

Sølvmedaljer giver en tom fornemmelse

Rafael Cruz havde ikke den sædvanlige snert i sine smash, men båd han og VK Vestsjællands øvrige angribere led også under, at hævningerne aldrig rigtig kom til at ligge præcist. Foto: Claus Rasmussen

Foto: Claus Rasmussen

Glæden over fredagens semifinalesejr over Gentofte blev afløst at skuffelse, da VK Vestsjælland tabte lørdagens pokalfinale mod Marienlyst-Fortuna i tre sæt.

Fynboerne vandt 25-22, 25-22, 25-16, og det var en flok ærgerlige VKV’ere, der fik hængt sølvmedaljer om halsen efter kampen.

Og lige i det øjeblik, var det en ringe trøst, at andenpladsen er den bedste i klubbens historie.

– Det ville have været fedt at stå med den pokal. Den ville jeg gerne have løftet, siger VK Vestsjællands anfører Rasmus Bech, mens konfettien regner ned over de jublende modstandere på sejrspodiet.

– Vi er skuffede, for jeg føler ikke, at vi levede op til det, vi kan. Det er den følelse, der rammer først. Men når vi lige har sovet på det, så vil vi også være stolte. Det er jo vildt at nå i finalen, og det har vi aldrig prøver før, siger han.

Lang rejse går videre

VK Vestsjællands spillende assistenttræner Daniel Gordon havde nogenlunde samme udlægning.

– Det er en tom fornemmelse lige nu. Jeg føler, vi spiller lige op med dem i de to første sæt, hvor der er nogle små marginaler, der afgør det. Vi vinder ikke helt de bolde, vi skal i angrebet, og de spiller virkelig en god kamp, siger Daniel Gordon.

– Men om en time, i morgen eller i næste uge, så vil vi være stolte over sølvmedaljerne. Det er jo historisk, og det har været en lang, lang rejse. Og ude i fremtiden venter nok en guldmedalje, siger han.

Daniel Gordon scorede kun syv point i kampen, hvor Daniel Matheney og Rafael Cruz igen toppede med 14 og 12 point.

VK Vestsjællands spil nåede dog aldrig samme højder som i fredagens semifinale mod Gentofte, og det er svært at pille ved fynboernes sejr.

– Der er ikke nogen af os, der helt rammer niveauet i dag, siger Daniel Gordon.

Pokalfighter gjorde ondt

De to hold fulgtes ad til 20-20 i første sæt – blandt andet takket en stribe gavmilde fejlserver af Marienlyst-Fortuna. I slutfasen strammede fynboerne dog koncentrationen, og til sidst kunne Einar Andersson afgøre sættet på et centerangreb.

– Vi havde håbet på at presse dem så meget, at de ikke rigtig fik deres centerangreb med, siger Rasmus Bech, der måtte konstatere, at det ikke rigtig lykkedes.

Generelt var det dog Marienlyst-Fortunas store diagonalspiller Sigurd Varming, der gjorde mest ondt på VKV. Han blev kampens topscorer med 17 point og blev også kåret som årets pokalfighter.

Nikolaj Hjorth var næstfarligste mand hos fynboerne, og han afgjorde et jævnbyrdigt andet sæt med smash til både 23-22 og 25-22.

Tredje sæt blev som nævnt lidt af en fuser fra VKV’s side. Holdet kom hurtigt bagud 3-10, så kampen var reelt afgjort længe før, Daniel Gordon lukkede og slukkede med en fejlserv.

Allerede på fredag skal VK Vestsjælland i aktion igen, når Ikast kommer på besøg i Volleyligaen. Her er VKV på en øjeblikkelig femteplads, og finalepladsen i pokalturneringen giver håb om mere metal i det kommende liga-slutspil.

– Sæsonen er ikke slut endnu, lyder det håbefuldt fra Rasmus Bech

Kampen i tal

Pokalfinale, mænd

VK Vestsjælland – Marienlyst-Fortuna: 0-3

Sætcifre: 22-25, 22-25, 16-25

Point for VK Vestsjælland: Daniel Matheney 14, Rafal Cruz 12, Oskar Lynard 6, Daniel Gordon 5, Oliver Rydahl 2.

Topscorere for Marienlyst-Fortuna: Sigurd Varming 17.