Vidne hørte brag: Indbrud i varebil

Tyveri: Politiet efterforsker et indbrud i en varebil, hvor der blev stjålet værktøj.

Et højt brag vækkede et vidne, da en varebil blev lænset for værktøj omkring klokken 01.45 natten til onsdag.

Varebilen holdt parkeret på Nyvej i Bjæverskov. Vidnet gik ud for at undersøge sagen nærmere og så to personer gå et par gange mellem varebilen og en grålig personbil, hvorefter de flygtede kort efter.

Fra varebilen var der blevet stjålet diverse værktøj fra varerummet. Der var umiddelbart ingen synlige tegn på opbrydning, og politiet undersøgte varebilen og området for eventuelle spor efter tyvene.

Politiet afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser i håb om, at en eller flere mistænkte kan identificeres. Overvågningsmateriale fra området indgår også i politiets efterforskning af tyveriet fra varebilen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.