V-politiker kaldt for »luderløgner«: – Jeg var tæt på at trække mig

Foto: Jens Wollesen SJ-MEDIER
Tidligere formand for Skoleudvalget i Køge Kommune, Helle Poulsen (V), var tæt på at trække sig fra politik efter flere dårlige oplevelser. Foto: Jens Wollesen
Tidligere formand for Skoleudvalget i Køge Kommune, Helle Poulsen (V), var tæt på at trække sig fra politik efter flere dårlige oplevelser. Foto: Jens Wollesen All rights reserved! Jens Wollesen +4520471563

Tilbage i 2014 forhandlede politikerne i Køge om, hvorvidt der skulle lukkes skoler i kommunen, og det fik flere vrede forældre til tasterne. En af dem, som måtte lægge øre til dette, var den daværende formand for Skoleudvalget, Helle Poulsen.

– Folk siger og skriver nogle grimme ting. Det mest grelle var dog, da jeg stod i et supermarked i Lellinge, husker Venstre-politikeren.

– Her mødte jeg en dame, der højt sagde til mig, at »her har du ikke lov til at handle«. I samme periode blev jeg også kaldt for en »luderløgner« i forbindelse med skolelukningerne.

Episoderne gjorde bestemt indtryk på Helle Poulsen. I supermarkedet blev hun først forvirret og senere vred.

– Der gik rigtig mange tinge gennem mit hoved, fortæller Helle Poulsen, der efterfølgende overvejede sin fremtid i politik.

– Dengang med »luderløgner« fik det mig et øjeblik til at overveje, om det var det værd. Jeg var tæt på at trække mig fra politik, men på den anden side, hvis man gør det, så har de vundet.

Selvom episoden påvirkede hendes familie, så mener Helle Poulsen, at man som politiker langt hen ad vejen bør kunne klare kommentarer fra borgerne.

– Det at være en offentlig person har nogle konsekvenser, og det skal man være klar til på et eller andet plan. Det er man tvunget til at kunne klare, og hvis man ikke kan det, så skal man lade være med at stille op. Men det kræver, at folk henvender sig på en konstruktiv måde, påpeger hun.

Helle Poulsen mener, at folk nogle gange glemmer, at politikere er helt almindelig mennesker, der kan blive påvirket af grove kommentarer.

– Politikere står meget for skud, fordi vi beslutter ting, der har betydning for mange folks hverdag. Nogle folk ved ikke, hvordan de skal håndtere det, og så er det nemt at sidde bag en skærm på et socialt medie og kritisere, siger hun og uddyber:

– Men bagved politikeren er der også et menneske, som føler det samme og også kan blive ked af det og chikaneret. Det skal man tænke over.

Hvad kan man gøre for at forbedre tonen på de sociale medier?

– Jeg tror ikke, man kan komme det til livs, men hvis vi taler den gode debat op og ignorerer dem, der skriver negativt, så har jeg en naiv forhåbning om, at de ikke gider mere, siger Helle Poulsen.