Uheldig bilist: Stak af fra ulykke – men tabte nummerpladen

Foto: Jens Wollesen

Politiet havde ikke det store besvær med at finde frem til den skyldige efter en bilulykke, for bilisten tabte nummerpladen, inden han stak af for at dække over sin narkokørsel. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Klokken. 22.56 onsdag fik politiet anmeldelse om, at en bilist var kørt ind i et buskads i en rundkørsel på Billesborgvej og Egøjevej, men efterfølgende var kørt fra stedet.

En beboer i området havde hørt braget, da uheldet skete og undersøgte stedet. Bilen havde tabt en nummerplade på stedet, så det var ikke svært for politiet at finde frem til bilen og den ejer.

Politiets vagtcentral fik kontakt med ejeren af bilen, en 25-årig mand fra Vordingborg, og som var kørt videre syd på efter uheldet. Patruljen traf den 25-årige mand ved en tankstation i Dalby.

Bilen havde store synlige skader på front og side og manglede den forreste nummerplade. Den 25-årige var påvirket af narko og spiritus, så han blev anholdt og sigtet for få udtaget en blodprøve.

Sigtelsen lød foruden kørsel i påvirket tilstand på, at han havde overtrådt færdselslovens regler om forpligtigelser ved et færdselsuheld, idet han var kørt fra stedet uden at kontakte politiet.

Den 25-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen, men vil høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.