
Køge: Teknik- og miljøudvalget søger nu om tilladelse til i slutningen af august at rejse på en tre-dages studierejse til Lyon i Frankrig. Det skriver DAGBLADET Køge.
Målet er at se på underjordiske parkeringsanlæg, udformning af byrum i middelalderbyen og belysning af gaderum og bygninger.
– Vi tager af sted, hvis økonomiudvalget siger ja til det. Lyon er en god by at se på blandt andet parkering og infrastruktur. De har en del underjordiske parkeringspladser, og vi vil gerne se på, hvordan man kan lave sådan nogle. Det handler både om, hvordan det ser ud, men også hvordan byrummene er udformet, siger formand for teknik- og miljøudvalget, Erling Larsen (S).
Hvert fagudvalg kan én gang i hver valgperiode gennemføre en studierejse, og idéen med turen til Lyon er at få nogle idéer eller informationer, der kan overføres på forholdene i Køge. Blandt andet er der behov for at finde en stor del parkeringspladser i den kommende fremtid, og det har været på tale at lave parkeringspladser under Køge torv.
Udgift til fly og transport udgør omkring 2.000 kroner, hotel cirka 2.000 kroner, forplejning cirka 1.500 kroner, guide og besøg cirka 2.500 kroner og diverse ligger på omkring 1.000 kroner. Dermed kan økonomiudvalgets grænse på 10.000 kroner pr. deltager overholdes.