For præcis to år siden kom Isabella Obaze til HB Køge fra Kolding som en ubeskrevet blad.
Nu er hun draget videre efter to år i HB Køge med ikke mindst to mesterskaber i bagagen, og Obaze tøver ikke, når hun ser tilbage.
– Jeg kan næsten ikke beskrive, hvad HB Køge har betydet for mig. Alt. Jeg har fået Champions League-debut, vundet to mesterskaber, debuteret på landsholdet – som person har jeg udviklet mig helt vildt. Jeg har lært at tage ansvar på og udenfor banen, og det er vigtigt, hvis man gerne vil nå langt – jeg tager det hele med, så HB Køge har givet mig så mange ting, jeg aldrig nogensinde vil glemme, siger Isabella Obaze siddende i Malmø, hvor hendes nye base er.
Hun er landet i en lejlighed i skånske hovedstad og er klar til at tage fat på et nyt eventyr i en større klub i en bedre Liga.
Mens HB Køge dominerer den danske Liga, gør FC Rosengård det i Damallsvenskan. De sidste fire år har klubben vundet tre mesterskaber. Ofte med danske spillere i truppen.
Klubskiftet kom i stand efter længere tids interesse fra Rosengård for Obaze, og andre klubber var også på banen, men ikke med samme interesse og klar med den nødvendige økonomi. Hun indbringer HB Køge den største salgssum nogensinde for en kvindespiller.
– Der var en dialog i ret lang tid, nogle måneder, så jeg har ventet på, om der ville ske noget, fortæller Isabella Obaze om tiden frem til kontraktunderskrivelsen for to uger siden.
– Jeg følte lidt, at min udvikling var gået i stå i HB Køge efter at jeg kom tilbage fra min skade i starten af sæsonen. Jeg har ikke været oppe på det niveau, jeg var før, og tænkte jeg, at det bedste nok var at komme til et nyt sted, et nyt miljø og nye udfordringer.

Den omtalte skade var den ankel, der sagde "knæk" tilbage i april sidste år under en træning og som siden plagede venstrebacken i måneder – og som betød, at det kun blev til et kort indhop i den afgørende kamp om mesterskabet i juni.
Først under opstarten til denne sæson var Obaze helt med igen, men det gamle niveau har hun ikke kunnet finde.
– Da jeg så hørte om muligheden i Rosengård, var jeg ret begejstret. Det ville være godt for mig. Det var en kæmpe kontrast at gå fra at være mega stabil til at være ustabil, og den periode stod på i lang tid. Det var et red flag for mig, at den periode varede mere end to måneder. Noget nyt vil måske gøre det, og så vil jeg hellere handle end at lade tiden gå. Jeg vil give mig selv et skub, og det har gjort nu, fortæller Obaze om overvejelserne bag skiftet.
Op til HB Køges første danske mesterskab var hun stabiliteten selv med solide præstationer og mange kampe i træk. Det gav genlyd og en udtagelse til landsholdet sidste vinter med debut under Algarve Cup mod Italien den 16. februar. Obaze startede inde og blev skiftet ud efter 54 minutter.
Nu er Køge så skiftet ud med Malmø.
– I efteråret præsterede jeg bedst mod de stærkere hold, og mange sagde til mig, at jeg var den bedste mod Juventus. Jeg havde gode kampe i Champions League generelt, og når jeg ved, at det er en god modstander, jeg står overfor, så føler jeg, det er nemmere at spille. Nogle gange kan jeg godt blive fanget i at slappe lidt af mod en svagere modstander, og det må jeg selvfølgelig ikke. Jeg skal være der hver gang, så jeg tror, jeg vil få nemmere ved at præstere bedre, når jeg møder bedre hold nu, funderer Isabella Obaze om de fremtidige kampe.