Hjerteafdelingen på Sjællands Universitetshospital Roskilde er ramt af et større udbrud af Covid-19.
Mistanken opstod onsdag, da to indlagte patienter viste sig at være positive, da de fik svar på den rutinemæsssige coronatest.
Nu er 11 patienter smittet og seks ansatte.
Vicedirektør for Sjællands Universitetshospital Jesper Gyllenborg oplyser, at alle smittede er uden symptomer på sygdommen.
– De ansatte er sendt hjem i isolation, og alle patienter er isoleret. De bliver ved med at være indlagt, så længe det er nødvendigt for at behandle deres hjertesygdom, siger Jesper Gyllenborg.
Patienterne må i udgangspunktet ikke få besøg, mens de er isoleret.
– Heldigvis ser det ud til, at smitten er isoleret til det ene af vores to sengeafsnit på hjerteafdelingen. Vi har måttet aflyse en del behandlinger og planlagte operationer fredag og i morgen lørdag. Vi kører fortsat smitteopsporing og skal nok få inddæmmet smitten, siger Jesper Gyllenborg.
To andre afdelinger på Sjællands Universitetshospital Roskilde er ramt af mindre udbrud og har måttet sende ansatte hjem i isolation.
Det drejer sig om Billeddiagnostisk Afdeling, hvor tre medarbejdere har fået påvist Covid-19, og Børneafdelingen, hvor to medarbejdere har fået konstateret smitten. Kun den ene medarbejder fra Børneafdelingen har lette symptomer, ellers er alle symptomfri, oplyser Jesper Gyllenborg.