Mens Holger Rune tabte i 4. runde i Australian Open, så venter en anden dansk spiller med at komme i aktion der.
I juniorernes udgave er der dansk deltagelse ved Rebecca Munk Mortensen, der bor i Solrød og startede med tennis i Køge som barn. I dag stiller hun op for KB, hvor den daglige træning også finder sted.
I skyggen af Runes fremfærd har Rebecca Munk Mortensen spillet sig frem til 3. runde, og hun har taget den lange vej for at komme ind i Grand Slam-turneringen i Melbourne.
Rebecca Munk måtte igennem kvalifikationen, som hun klarede med to sejre over først Sarah Rokusek (Australien) med 6-1, 6-3 og derefter Yichen Zhao (Kina) med 6-0, 6-2.
Derefter var billetten sikret til hovedturneringen for Rebecca Munk Mortensen, der startede året som nummer 100 i verden i pigesingle, men nu kommer noget højere op.
Det sker fordi hun i 1. runde i Australian Open vandt over Maya Crossley fra Storbritanien med 6-1, 6-2. Derefter blev Theadora Rabman (USA) slået med 6-3, 6-1, og i 3. runde venter Alina Korneeva fra Rusland.
Hvornår kampen spilles, vides endnu ikke, men sikkert er det, at Rebecca Munk skal i kamp tirsdag, hvor det gælder 2. runde i pigedouble, hvor hun spiller sammen med Kristiana Sidorova (Rusland).
Inden Australian Open var Rebecca Munk Mortensen med i en J300-turnering i Traralgon, en by øst for Melbourne, hvor hun nåede til 3. runde (tabte 2-6, 1-6 til Ranah Akua Stoiber fra USA). Også der måtte hun igennem kvalifikationen for at komme med.