
De lukningstruede brandstationer Solrød og Hårlev overlever i den nye brandmodel for Østsjællands Beredskab, som Beredskabskommissionen vedtog mandag. Det skriver DAGBLADET Køge.
Her nikkede syv ud af otte kommuner ja til en basismodel, der baserer sig på en ny risikobaseret dimensionering af beredskabet. Modellen giver også mulighed for at tilkøbe ydelser for de kommuner, der ønsker et højere serviceniveau. Kun Køge mangler at godkende planen.
Men vedtagelsen betyder langt fra, at slagsmålet i Beredskabskommissionen er overstået. Der er nemlig ikke enighed blandt de otte medlemskommuner om, hvordan prisen for medlemsskabet skal skrues sammen.
– Lige nu sidder der otte kommuner, der alle samme synes, at det er lidt uretfærdigt på den ene eller anden måde. Alle synes, at de har ofret meget og får lidt. Køge er den kommune i Østsjællands Beredskab, der betale næst-mest, samtidig med at vi i forhold til basismodellen falder i antal mænd. Der er kommuner, der betaler væsentlig mindre og har en højere service, end vi. Set fra et Køge-perspektiv er det uretfærdigt. Dertil argumenterer andre kommuner, at vi har tunge virksomheder og et højere serviceniveau, som de er med til betale for. Derfor er vi simpelthen nødt til at finde en fælles model for betalingen, siger borgmester i Køge Kommune, Marie Stærke (S).
På mødet aftalte kommunerne, at det skal ske inden for en tidshorisont på højst to år.
Den nye model indebærer, at der i Taastrup, Greve, Roskilde og Køge vil være døgnbemandede stationer. Desuden vil der være stationer med deltidsbemanding i Jyllinge, Køge, Solrød samt Hårlev og St. Heddinge.