
Frank Poulsen er så absolut ikke ude på at genere naboer til grunden på Bækgårdsvej 14 i Borup, og han agter naturligvis at følge de regler, der gælder for selskabslokaler.
Det slog han fast for et par uger siden, da der var dialogmøde i Borup, hvor flere end 50 naboer og andre interesserede mødte frem til en snak om anvendelsen af den tidligere Falck-station, skriver DAGBLADET.
Og for en dels vedkommende blev skepsis vendt til opbakning. Blandt andet fordi der havde været både misforståelser og misinformationer involveret undervejs i forløbet, lød det fra nogle af de fremmødte ved mødet.
Sagen har også kastet en underskriftsindsamling af sig til fordel for Franks selskabslokaler, og de i alt 329 indsamlede underskrifter blev tirsdag afleveret til Mette Jorsø (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget, forud for byrådsmødet.
Bag initiativet til underskriftsindsamlingen står Nana Sloth Ulrik, som personligt gav erklæringerne videre til udvalgsformanden.
Nana Sloth Ulrik ser gode perspektiver i Frank Poulsens ide om et selskabslokale.
– Jeg synes da kun, at det er fantastisk, at der er nogen, der vil gøre noget for Udkantskøge. Det vil være godt for Borup, og det er jo slet ikke kun fester, der skal holdes, men det vil også være lokaler, som kan bruges af private foreninger til zumba, gymnastik eller noget tredje. Der er mange muligheder med det selskabslokale, siger Nana Sloth Ulrik til DAGBLADET.