Slap uskadt: Bil røg på hovedet på travl motorvej

Den befærdede Vestmotorvejen på strækningen vest for Køge blev tidligt mandag eftermiddag ramt af et trafikuheld, hvor en personbil endte på hovedet. Heldigvis kom ingen noget til. Arkivfoto: Elmer Madsen
Den befærdede Vestmotorvejen på strækningen vest for Køge blev tidligt mandag eftermiddag ramt af et trafikuheld, hvor en personbil endte på hovedet. Heldigvis kom ingen noget til. Arkivfoto: Elmer Madsen

Tidligt mandag eftermiddag opstod et ganske dramatisk trafikuheld ved delingen af Syd- og Vestmotorvejen vest for Køge, skriver DAGBLADET Køge.

En 19-årig mand fra Køge slap således meget nådigt, efter at han i sin personbil kørte ind i nogle afskærmningskegler, så bilen trillede rundt og landede på hovedet.

– Der er tale om et rent solouheld, og han kunne heldigvis selv klikke selen af og kravle ud. Han har fået nogle rifter på hænderne, men det er i småtingsafdelingen. Han kan formentlig takke sin sele for, at det ikke gik værre, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til DAGBLADET Køge.

Anmeldelsen kom klokken 13.49, og både politi og brandvæsen var hurtigt på stedet. Mindre end en time senere var oprydningsarbejdet færdigt, men der havde ifølge politiet inden da været kødannelser på den travle motorvej, fordi arbejdet foregik i flere vejbaner.

Martin Bjerregaard fortæller desuden, at den 19-årige bilist lå helt rigtigt placeret i vognbanerne, i forhold til at han skulle videre ud ad Vestmotorvejen, men Martin Bjerregaard tilføjer, at man mandag eftermiddag endnu ikke kender årsagen til, at bilisten ramte de førnævnte afskærmningskegler.