Sildens Dag afløses af frokost og grillfest

Sildens Dag afløses af frokost og grillfest
Foto: Jens Wollesen, Martin Rasmussen
Martin Foss (tv.), Køgenu.dk, Per Sørensen (i midten), Lions, og Michael Braunstein Poulsen (th.) fra Braunstein ser frem til at kunne byde gæsterne inden for til de to sommerarrangementer, som afløser Sildens Dag i år. Foto: Jens Wollesen
Martin Foss (tv.), Køgenu.dk, Per Sørensen (i midten), Lions, og Michael Braunstein Poulsen (th.) fra Braunstein ser frem til at kunne byde gæsterne inden for til de to sommerarrangementer, som afløser Sildens Dag i år. Foto: Jens Wollesen

Sildens dag har været en populær tradition i Køge gennem mange år, men sidste år satte coronapandemien en stopper for sildegildet, og heller ikke i år bliver der mulighed for at samles om det overdådige sildebord, som en stribe restauratører plejer at bidrage til.

Til gengæld kan gæsterne til arrangementet på havnen i år se frem til både en lækker sommerfrokost og til et aftenarrangement med gris på gaflen, fortæller en af arrangørerne, Michael Braunstein Poulsen.

– Vi kan ikke lave Sildens Dag i år, for vi kan ikke have seks restauratører stående med en buffet på grund af coronarestriktionerne, men da vi skulle træffe beslutningen for en måneds tid siden, vidste vi, at vi ville kunne gennemføre dette arrangement i stedet, fortæller han om beslutningen om at lade Sildens Dag erstatte af en dag med sommerfrokost og grillfest.

De to arrangementer finder sted lørdag 28. august, hvor der først er sommerfrokost med jazz fra klokken 12 til 16, mens der fra klokken 18 byde inden for til grillfest med helstegt pattegris til gæsterne. Der er plads til 400 gæster til sommerfrokosten og 400 nye gæster til grillfesten – begge arrangementer finder sted ved Braunstein på havnen og arrangeres af Lions, Køgenu.dk og Braunstein.

Imens holdes muligheden åben for, at Sildens Dag kan vende tilbage i sin 'gamle form' igen:

– Det kunne være sjovt at genoplive Sildens Dag næste år, for det har jo været en fantastisk succes gennem mange år. Det kan også være, at dette års arrangement bliver så stor en succes, at vi kører det videre, siger Michael Braunstein Poulsen.

Find billetter på billet.braunstein.dk.