S gik alene til samrådet om Østbanen

Steen S. Hansen, Christina Birkemose og Henning Urban Dam - alle socialdemokrater - var alene om at repræsentere Østsjælland i samrådet i Folketingets transportudvalg. Privatfoto
Steen S. Hansen, Christina Birkemose og Henning Urban Dam – alle socialdemokrater – var alene om at repræsentere Østsjælland i samrådet i Folketingets transportudvalg. Privatfoto

For præcis et år siden så en bred, tværpolitisk gruppe dagens lys ved et møde i Steen S. Hansens køkken i Hårlev. Her gav lokalpolitikere fra Stevns, Faxe og senere også Køge hinanden håndslag på at kæmpe sammen for nye skinner på Østbanen. Men siden er gruppen gået i sig selv igen, og i tirsdags var det en ren socialdemokratisk deputation fra Stevns og Faxe, der mødte op i samrådet i Folketingets transportudvalg.

Det skal man dog ikke lægge noget partipolitisk signal i, mener de to socialdemokrater fra Stevns:

– Det er to hele kommunalbestyrelser, der står bag ønsket om statslig finansiering af nye skinner på Østbanen, og det samme siger et enstemmigt regionsråd, siger Steen S. Hansen.

Henning Urban Dam tilføjer, at partiet allerede i maj bad om foretræde for Transportudvalget, men først har fået tid nu. Dengang var det planen, at flere skulle deltage, men på grund af corona-restriktionerne meddelte udvalget, at delegationen højst måtte bestå af tre personer. Det har senest betydet, at tidligere borgmester Knud Erik Hansen fra Faxe måtte trække sig. Han er til gengæld med, når de samme socialdemokrater i slutningen af november har et virtuelt møde med transportminister Benny Engelbrecht (S) om Østbanens fremtid.

S falder over egne ben

Ifølge TV2 Øst bemærkede flere af Transportudvalgets borgerlige medlemmer, at det netop var tre socialdemokrater, der var mødt op for at overbevise deres egen regering om, at der skal investeres statspenge i Østbanen. Således siger Hans Kristian Skibbý (DF), at hans parti støtter ønskerne. Men tilføjer så:

– Det er socialdemokrater, der modarbejder socialdemokrater i den her sag. Det er fint, at de kommer, men spørgsmålet er pengene. Vi vil gerne være med til at finde en løsning, men der er så mange socialdemokrater i den her proces, at de falder over hinandens ben, og de kan ikke finde ud af, hvad de mener.

Kristian Pihl Lorentzen (V) – der tidligere har argumenteret for en såkaldt BRT-løsning med busdrift på Østbanen – fastholder, at det er regionens ansvar at finde pengene til nye skinner. Og han afviser at lægge Venstres stemmer til finansiering af nye skinner i de kommende infrastrukturforhandlinger, da »stakken af projekter her tårner sig op«.

– De sparsomme anlægskroner, vi har, skal ikke gå til opgraderingen af spor. Det er regionen, der har ansvaret for Østbanen – det må de tale med finansministeren om, siger Venstres transportordfører til TV 2 Øst.