Af Niels Rolskov, Enhedslisten De Rød-Grønne
Gode gamle Karl Marx forudså jo, at historien ville gentage sig, først som en farce og siden som en tragedie – om det vi oplever lige nu er farcen eller tragedien, må den enkelte nok vurdere.
Når Statsminister Mette Frederiksen på KL’s (Kommunernes Landsforening) årsmøde i Aalborg tordnede imod velfærdssamfundet og bad de forsamlede kommunalrødder fra hele landet acceptere, at det var nye tider, hvor rettigheder for handicappede og lige ret til fælles velfærd stod i vejen for samfundets udvikling, var det i sandhed både en tragedie og en farce.
Tragedien er jo fuldendt, når Statsministeren og SMV-regeringen nu kalder til kamp imod vores handicappede medborgeres mulighed for at deltage i samfundslivet på lige fod med alle andre.
Kampen imod de handicappede indledes i samme måned, som social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil lover at give en undskyldning til de tusindvis af borgere, der imellem 1933 og 1980 blev frataget deres basale rettigheder, blev steriliseret og spærret inde under umenneskelige forhold, alt sammen affødt af den daværende socialminister K.K. Steinckes ideer om racehygiejne.
Nu hvor vi har brugt 40-50 år på at udbedre skaderne efter denne tragiske periode af dansk socialhistorie, skal alt dette nu skrottes og historiens hjul drejes tilbage til en tid, hvor borgere med handicap var ugleset, noget man helst så forsvinde og i hvert fald gemt væk langt fra ”gode” borgeres blik og hverdag.
At statsministeren og SMV-regeringen nu ønsker at afmontere velfærdssamfundet og herunder rettighederne for vores handicappede medborgere skulle angiveligt skyldes at økonomien vakler og samfundet ser ind i kommende kriser. Virkeligheden er jo en ganske anden – den danske økonomi er bund solid og intet tyder på det skulle ændre sig i nogen overskuelig fremtid.
Gang på gang præsenteres vi politikere for udviklingskurver der viser hvordan samfundets samlede rigdom er vokset og vokset siden årtusindskiftet. De samme kurver viser til gengæld også at den del af økonomien der bruges til vores fælles opgaver, sakker bagud.
Gabet imellem privat og fælles forbrug vokser sig større og større. I årtier fulgtes udviklingen i privat og fælles forbrug stort set sammen men 20 års bevidst politik, fra skiftende regeringer, har nu bragt os i en situation hvor løsningen af vores fælles opgaver humper derudaf alt imens det private forbrug buldrer afsted.
Udviklingen er naturligvis skabt af mennesker og kan ændres af mennesker. Selv en mindre korrektion på de to forbrugskurver, så de igen vil nærme sig hinanden, vil skabe rigeligt med luft i økonomi så vi igen kan være stolte af den kvalitet vi skaber når de fælles opgaver løses ude i kommunerne.
”Nødvendighedens politik” er genopstået som et monster fra Thorning/Corydon epoken, lad os begrave monsteret i et dybt, dybt hul og lægge sten over inden vi dækker det til for evigt!
Helt banalt – drop for 7 milliarder af de planlagte skattelettelser og giv i stedet pengene til kommunerne så vi kan sørge ordentligt for vores handicappede medborgere og få nulstillet hullet efter års blodig inflation!
Nu indledte jeg med et citat fra en verdensberømt økonom og aktivist, lad mig slutte med et citat af en national skjald:
”Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at beskytte de svage. De stærke skal sgu nok klare sig.” (Kim Larsen 1945-2018)
