Med et budget på fire milliarder kroner er der råd til en hel del lir og laboratorieudstyr til det kommende Universitetssygehus Køge, men nu hvor projektet skrider nærmere byggestart, ser det ud til, at »udtryk« alligevel må vige for »indhold«.
Den planlagte glasfacade er nemlig ændret til hvidt betonbyggeri i det nye dispositionsforslag, hvilket mødte modstand på seneste møde i Regionsrådet.
– Med en meget tung betonfacade og med mindre vinduespartier, fremstår bygningen langt mere bastant, tung og dominerende end det oprindelige vinderprojekt. Jeg er ikke tilfreds med, at regionens byggeadministration, uden på forhånd at inddrage det samlede Regionsråd, har ændret så væsentligt på universitetssygehusets fremtoning i dispositionsoplægget. Der er tale om en dominerende 10-etagers bygning, som bliver et meget synligt vartegn for Køge, siger Køge-kredsens socialdemokratiske regionsrådsmedlem, Jan Hendeliowitz.
Den betragtning deler Venstres køgegenser i Regionsrådet, Bodil Sø:
– Lysindfaldet var en præmis for, at vi valgte det oprindelige forslag, fordi det betyder meget for, hvordan patienterne befinder sig på sygehuset, og det kan have en helende effekt. Det undrer mig at denne ændring er kommet så pludseligt, og jeg mener, at det skal se ordenligt ud, når vi får et vartegn i Køge. Det er et byggeri, vi skal kunne være stolte af, understreger Bodil Sø.
Formand for Udvalget for Sygehusenes Behandlingstilbud, Christian Wedell-Neergaard (K), tror mere på beton end glas.
– Den samlede løsning er udtryk for et byggeri, hvor der bliver plads til alle funktioner uden at gå på kompromis med de funktioner, som vi ønsker, at sygehuset skal have. Og jeg vil ikke bruge en nikkel mere på facaderne, hvis det vil koste funktioner, eller vi ikke får plads til de laboratorier og ambulatorier, som vi ønsker, siger Christian Wedel-Neergaard, der selv er bosat i Borup.