Ny SOSU-skole bliver en del af Campus

Foto: Bjørn Armbjørn, Lene Ploug Frederiksen

Køge: SOSU Sjælland havde onsdag eftermiddag inviteret til reception i forbindelse med indvielsen af den nybyggede skole i Køge. Skolen er den største af SOSU Sjællands seks skoler, og uddanner både social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og pædagogiske assistenter, ligesom de har efteruddannelseskurser inden for sundhed, omsorg og pædagogik.

Selve indvielsen blev sat i gang med sang og guitarspil fra Line Thoresen, der er elev på skolens pædagogisk assistent uddannelse, hvorefter borgmester Flemming Christensen fik ordet.

– Det er en stor dag i dag. Først og fremmest for Social- og sundhedsskolerne på Sjælland. Men også for Køge Kommune, hvor skolen markerer en ny milepæl, siger Flemming Christensen og forklarer, at SOSU skolen er forgangsskole og et symbol på den fysiske udbygning af den nye del af Campus Køge.

Tanken med at få SOSU skolen til Køge er et ønske om at styrke Køges position som uddannelsesby.