Mathias Klitgaard Selliah
Køge: – Det her er verdens største motorsav. I hvert fald nogenlunde, siger »Sav Niels«, inden han får tændt den enorme maskine, der skærer igennem træ, som var det smør.
Han har i de seneste uger stået ved Køge Havn, og med sin motorsav har han fortalt byens historie i træ.
Det har »Save Niels« med sit borgerlige navn Niels Ejner, gjort i anledning af årets træskulpturfestival i Køge.
I et stykke tid har turister og byens borgere blandt andet kunne opleve en viking og en dinosaur af træ, og nu er fire nye skulpturer blevet »sluppet« løs i Køge.
Det drejer sig om Køge Hønsene som står ved Køge kirke, heksen ved Køge Museum, Grundtvig i Vestergade og Køge Sølvskat som står foran Skoringen.
Noget unikt
De forskellige træskulpturer skal være med til at formidle Køges historie, fortæller Katja Jensen, der er aktivitetschef ved Køge Handel.
– Det handler om at skille sig ud på landsplan. Vi kæmper mod de andre handelsbyer, og med træfestivalen har vi fået noget unikt.
De ti træskulpturer, som »Save Niels« har skabt, fortæller alle noget om Køges historie. Eksempelvis symboliserer trækanonen Slaget Ved Køge Bugt og Daniel fra Matador skal henvise til byens lokationer, der er blevet brugt i den populære serie.
Begejstret Save Niels
»Save Niels«, der er manden bag værkerne, er da også meget begejstret for opgaverne.
– 10 skulpturer til den samme kunde. Det er fandeme usædvanligt. Men jeg har nydt det i fulde drag, og det har været fedt, at jeg har kunnet stå hernede på havnen og kunne snakke med en masse mennesker, siger »Save Niels«, der er uddannet skovfoged og fortsætter:
– Bortset fra to cafégæster i den første uge, som klagede over larmen, hvilket resulterede i en aftale om, at jeg ikke larmede mellem kl. 12 og 14, har folk kun kommet hen og sagt noget pænt. Det har været rigtig lækkert.
Katja Jensen fra Køge Handel er da også glad for resultatet.
– Jeg synes, at han er utrolig dygtig. Der har været en meget stram koordinering i forhold til historien, hvor hver skulptur skulle vise et unikt stykke af Køges historie. Vi taler også om en målgruppe, som både rummer børn og voksne. Han har klaret det til UG, siger hun.
Foran tidsplan
»Save Niels« har faktisk været så effektiv med de oprindelige 10 skulpturer, at han kom foran tidsplanen. Han gik dog ikke på tidlig weekend.
– Jeg var foran tidsplanen og så spurgte Køge Handel, om jeg ikke kunne lave noget mere. Det kunne jeg da godt, selvom jeg havde en tidlig weekend i sigte, griner han.
To af de ekstra skulpturer er af henholdsvis en ørn og en ugle, og de kan komme til at stå hjemme i to heldige vinderes have.
– Vi har lavet en konkurrence, hvor vi finder to vindere af en ugle og en ørn. De har en værdi på 7500 kroner per styk, fortæller Katja Jensen.
Konkurrencen foregår på Facebook og udløber den 22. juli.
Fra uge 28 til og med d. 13. august kan de mange skulpturer ses rundt i byen, hvorefter de fra d. 14. august til og med 4. oktober skal de stå på havnen i en samlet kunstudstilling.