
Det bliver en anderledes Netto, som borgerne vil møde, når de fra den 19. november, går på indkøb i deres lokale Netto i Bjæverskov.
Butikken åbner nemlig med Nettos helt nye butikskoncept, der skal løfte hele indkøbsoplevelsen. Butikken vil adskille sig fra en typisk Netto, idet både indretning og look-and-feel har fået et gennemgribende løft. Og derudover vil butikken opleves anderledes, da alt fra musik og varer til Netto-medarbejdernes tøj er opdateret.
– Vi har ganske enkelt revitaliseret hele vores butikskoncept, som har fået en gennemgribende makeover. Kernen i vores nye koncept vil stadig være det, som man som kunder kender: Nemlig gode varer til de bedste priser. Men med vores nye koncept vil vi i endnu højere grad gerne skabe butikker, som det er rart at være i for kunder og medarbejdere, fortæller Michael Løve, der er direktør i Netto.
Kernen i butiksoplevelsen vil tage afsæt i Nettos danske og skandinaviske rødder, og udover nye farver og mere lækker look-and-feel har den nye butik også en særlig indretning. Således vil frugt- og grønt-afdelingen spille en mere bærende rolle, ligesom convenience-varer vil få sin egen sektion, så det er nemt for alle at finde de nemme måltider.
En anden ting der gør det nemmere at handle i den nye butik, er Scan&Go, hvor man via sin smartphone selv scanner og betaler sine varer mens man køber ind. Man skal blot downloade app'en og registrere sig, og så er man i gang. Det er nemt og hurtigt, og man slipper for at stå i kø ved kassen.
– Vi vil gerne skabe fremtidens discountbutik med afsæt i en mere rolig butik, der er kendetegnet ved et stærkt sortiment af kvalitetsvarer til discountpriser og stor friskhed. Vi vil i endnu højere grad indrette butikken efter kundernes efterspørgsel, som går mod markante frugt- og grønt-afdelinger, convenience og en enkel og nem navigering i butikken. Det skal være behageligt at handle her, og på tværs af hele butikken vil man møde en styrket oplevelse, som vi håber, at kunderne vil tage rigtig godt imod, siger Michael Løve.
Nettos nye butik i Bjæverskov er en af i alt 80 butikker, som Netto enten bygger eller renoverer i 2020. Det er målsætningen, at samtlige Netto-butikker inden for de næste fem år skal renoveres og forvandles, så de står klar i det nye koncept.