Køge: Det politiske landskab i Køge Kommune er et puslespil, hvor brikkerne kan lægges på mange måder. Det er den helt korte beskrivelse af situationen i byrådet forud for det kommende kommunalvalg.
Efter fire år med en socialdemokratisk borgmester står to borgerlige kandidater på spring til at snuppe borgmesterposten, hvis det kan lykkes dem at erobre sympatien fra de små partier i byrådet, som kan komme til at spille en vigtigt rolle, når borgmesteren skal konstitueres på valgnatten.
Det helt store spørgsmål om, hvem der kan kalde sig Køge Kommunes borgmester den 1. januar 2022, afgøres nemlig ikke kun i stemmeboksen på valgstederne, men i lige så høj grad i de forhandlinger, som skal finde sted om natten den 16. november bag de gule mure på Køge Rådhus.
Hovedudfordrerne
Realistisk kommer kampen om borgmesterposten til at stå mellem tre kandidater. Køges nuværende borgmester, socialdemokraten Marie Stærke, den konservative Thomas Kampmann og Venstres Ken Kristensen.
Til gengæld kan kabalen med, hvordan de kan sammensætte det nødvendige flertal på 14 mandater lægges på flere måder.
Lad os begynde med borgmesteren. Efter sidste valg i 2017 lykkedes det for Marie Stærke at tilbageerobre borgmesterposten i Køge Kommune efter, at den havde været på Konservative hænder med borgmester Flemming Christensen.
Marie Stærke havde haft godt af at være i opposition i fire år. I den valgperiode der lå forud, fra 2014-2018, følte flere af de mindre partier, at Socialdemokratiet i for høj grad trumfede deres dagsorden igennem på udvalgsmøderne, blot fordi de havde flest mandater. Men erfaringen af at ryge ud i kulden, lærte Marie Stærke at lytte.
Ro på det politiske kludetæppe
Den kunst har sikret hende politisk ro på bagsmækken i denne valgperiode. På valgnatten i 2017 strikkede hun et spraglet kludetæppe sammen, der i første omgang bestod af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Derefter tilsluttede sig også Konservative og SF til konstitueringsaftalen med Marie Stærke.
Landspolitisk er der et gigantisk spring mellem Enhedslisten og Liberal Alliance, men ved at udvise en høj grad af loyalitet mod det oprindelige firkløver er det lykkes for Marie Stærke at sikre et arbejdsdygtigt fællesskab mellem S, EL, DF og LA. Især et personligt venskab mellem de to festglade mennesker Marie Stærke og Jeppe Lindberg, der er valgt for Liberal Alliance, har været en intern rygrad. Men også loyaliteten fra Enhedslistens Niels Rolskov har været vigtig.
Til gengæld har der af og til været frustration at spore hos Konservative og SF over, at de så at sige har følt sig som andenrangs-samarbejdspartnere i flertalsgruppen. For eksempel når større aftaler klappes af i firkløveret, før de kommer videre i den politiske beslutningsproces. Omvendt får både SF og Konservative, der med Mads Andersen har en udvalgsformandspost for Skoleudvalget, alligevel indflydelse på deres mærkesager.
Udadtil mod vælgerne er Marie Stærke en populær borgmester. Selv om der i valgperioden blandt andet har været kritik af Køge Kommunes håndtering af social- og handicapsager, hvor forvaltningen er blevet kritiseret for at have en dårlig kultur over for svage borgere og forældre til handicappede børn, lige som Køge Kommune er rutsjet ned ad Dansk Industris målinger af det lokale erhvervsklima, har det ikke smittet afgørende af på borgmesteren.
Marie Stærke er en udadvendt person, som er god til at skabe forbindelse til de almindelige vælgere, hun møder i sit arbejde. Det er en væsentlig egenskab, når man skal fange vælgere, som ikke nørder lokalpolitik til hverdag.
Selv om det ikke har den store indflydelse lokalt, styrker det også hendes generelle politiske profil, at hun i foråret blev udnævnt som Socialdemokratiets næstformand i kølvandet på Frank Jensens #MeToo-afgang i København.
Det er derfor sandsynligt, at Stærkes parti kommer til at gå frem ved kommunalvalget i Køge. I dag har Socialdemokratiet ti mandater i byrådet, og det bliver spændende at se, om hun kan hente et mandat eller to mere i stemmeboksene. Socialdemokratiet får dog formentlig ikke selv mandater nok til, at de kan vinde borgmesterposten, og skal derfor finde mindst et, sandsynligvis mindst to andre partier at konstituere sig sammen med. De kan godt regne Enhedslistens ene mandat for sikkert. Men får de brug for mere for at kunne tælle til 14, er det her, puslespillet bliver spændende.
Venstres hårde linje
Byrådets næststørste parti er Venstre, som også er byrådets eneste oppositionsparti.
Venstre fik seks mandater ved kommunalvalget i 2017. Det var med Mette Jorsø som spidskandidat. Mette Jorsø havde gjort et stort stykke arbejde som teknik- og miljøudvalgsformand i perioden fra 2014-2018, men det var ikke nok til at sikre Venstre det valg, som partiet lokalt havde ambitioner om. Venstre gik således fra ti til seks mandater. Det åbnede mulighed for, at det nyvalgte Venstre-medlem Ken Kristensen kunne køre sig selv i stilling til at snuppe posten som først gruppeformand og siden som spidskandidat.
Ken Kristensen gik allerede tidligt i valgperioden i gang med at rydde op internt i Venstres lokale vælgerforening. Dette betød blandt andet, at den daværende kredsformand, Hella Helvig Jensen, blev bedt om at gå med ordene om, at man hellere så hendes hæl end hendes tå, også selv om kredsens daværende folketingskandidat, Lars Løkke Rasmussen, var fint tilfreds med samarbejdet. Der er endvidere skiftet kraftigt ud i vælgerforeningens bestyrelse, nogle er gået selv, andre er stemt ud.
I foråret 2020 førte klimaet internt i Venstre til, at Mette Jorsø valgte at gå og smække med døren. I sin begrundelse for at forlade Venstre kritiserede hun direkte Ken Kristensens hårde linje.
– Det handler om ordentlighed. Jeg synes ikke, at der har været ordentlighed i et godt stykke tid. Tonen er blevet rigtig hård, både indad til og udad til, efter at Ken Kristensen er blevet ny gruppeformand, sagde Mette Jorsø, der derefter meldte sig ind i Radikale, som således blev repræsenteret i byrådet.
Man kan selvfølgelig tilskrive udsagnet, at det er en forsmået, forhenværende spidskandidat, der taler. Men citatet er relevant, fordi flere af de partier, som Venstre eventuelt skal indgå i en konstituering med for at opnå borgmesterposten, deler Jorsøs opfattelse.
I de politiske udvalg kører Venstre benhård oppositionspolitik, og del af de andre byrådsmedlemmer er ikke vilde med Kristensens konfronterende facon.
Til gengæld er Ken Kristensen dygtig til at føre kampagne på de sociale medier, hvor hans opslag får mange hundrede likes hver gang. Han formår at præsentere en klar politisk linje, og det skal nok tiltrække blå stemmer. Så set med lokale øjne må det forventes, at Venstre har potentiale til at gå frem. Spørgsmålet er så bare, om den lokale medvind bliver spist op af de dårlige meningsmålinger, som Venstre slås med på landsplan.
Venstre kan meget vel komme til at stå i en position på valgnatten, hvor de er gået et mandat eller to frem, men at ingen andre partier, bortset fra Nye Borgerlige og muligvis Dansk Folkeparti, vil ønske Ken Kristensen som borgmester.
Blå armlægning
Den situation kan blive Konservatives fordel. Også Konservative har skiftet ud i toppen. Partiets forhenværende borgmester, Flemming Christensen, har i denne valgperiode trukket sig som gruppeformand for at give plads til et ventet generationsskifte med Thomas Kampmann som ny spidskandidat.
Thomas Kampmann er allerede et respekteret navn i Køge i kraft af hans civile job. At han også er kendt som direktør for Køge Havn og Skandinavisk Transport Center kan gøre ham mere spiselig for det vælgersegment, som vægter erhvervslivet, end politimanden Ken Kristensen. Hertil kommer den medvind, som Konservative har på landsplan.
Konservative opnåede fire mandater i Køge ved sidste valg. Antallet var inklusiv den normale “borgmestereffekt”, som Flemming Christensen hentede hjem til partiet. Men henregnet til Konservatives gode meningsmålinger på landsplan, kan partiet godt gøre sig håb om at beholde fire medlemmer af byrådet, men formentlig heller ikke mere end det.
Til gengæld kan Thomas Kampmanns venlige og professionelle stil gøre ham til kompromiskandidaten, som de andre kan samles om, nøjagtig som Flemming Christensen gjorde i 2013.
De store peger på hinanden
Kampmann har også den fordel, at Socialdemokratiet har det bedre med ham, end de har det med Venstre og Ken Kristensen. Der er ingen kærlighed mellem Ken Kristensen og Marie Stærke, som ofte diskuterer på økonomiudvalgsmøderne.
Skulle der tegne sig et flertal for Ken Kristensen som borgmester, kan der meget vel opstå den situation, at Socialdemokratiet snigløber en konstitueringsaftale mellem V og K, ved at tilbyde Kampmann borgmesterposten med opbakning fra socialdemokratiske mandater.
Samme leg kan Venstre også finde ud af ved at gå ind og pege på Marie Stærke som borgmester for at stække Kampmann. Spørgsmålet er dog bare, om Venstre vil foretrække en rød borgmester frem for et blåt styre i Køge Kommune, når det kommer til stykket.
Og en ting må forventes ret sikker. Bliver Marie Stærke genvalgt som borgmester denne gang, begynder hun at ligne en bydronning, som bliver meget svær for de blå at få ud til det følgende kommunalvalg i 2025. Så set med blå øjne er det nu eller aldrig.
