Køge: Det er altid væsentligt, hvad der står mellem linjerne i en tekst, men for en lokal digter er det mindst lige så vigtigt, hvad der står på linjerne.
– Mine tekster er skåret ind til benet og formidlet så intenst som muligt. Der skal ikke meget til før der åbner sig en ny verden og jeg har ikke brug for snakkesaglighed i mine tekster – så bliver det bare til ordsalat, lyder det fra Ib Ulbæk, der netop er klar med sin første digtsamling: »Græssets Dage«.
– Jeg har forsøgt at videregive oplevelsen af livet uden at beskrive det og jeg håber, at folk ser livet gennem digtene, hvor jeg har taget udgangspunkt i Kirkegaards ord om at: »Subjektiviteten er sandheden«, uddyber han ved bordet, hvor et nyindkøbt eksemplar af digteren Søren Ulrik Thomsens samlede værker ligger med et par æselører, der viser, at han endnu ikke er kommet særlig langt ind i moppedrengen.
– Jeg er netop ved at indhente det forsømte. Mens jeg færdiggjorde min egen digtsamling ville jeg ikke læse andre forfattere, for jeg ville være sikker på, at det var min egen stemme, der kom ud af mig, siger han med et stort smil.
Ib Ulbæk fra Køge debuterer som forfatter i en moden alder, men digtene i bogen rækker mange år tilbage og selv kalder han bogen for en livsbue, hvor han har sat tekst til de følelser, der er opstået i forskellige situationer. Her er et væsentligt tema den dybe dal han røg ned i efter at være blevet skilt fra sin kone i 2001.
– Det er jo sådan en typisk mandeting at gå ned på, så skriveriet har været en slags selvterapi for at komme ovenpå igen, bemærker han og fortæller, at selvom det får alvor fik gang i skriveriet, så rummer digtsamlingen også humoristiske og finurlige tekster, der videregiver hans glæde ved sprogets mange muligheder.
Ib Ulbæk gæster Køge Boglade lørdag den 12. april klokken 11.30 – 12.00. Her vil han signere sin digtsamling: »Græssets dage«, samt oplæse nogle af digtene. Køge Boglade ligger i Brogade 15, 4600 Køge.