Den tyske discountkæde Lidls opkøb af »posthusgrunden« på hjørnet af Vestergade og Ringvejen efterlader spørgsmålet om grundens fremtidige anvendelse. Køge Kommune ønsker parkeringspladser – Lidl har ikke ønsket at offentliggøre sin planer.
Spørger man formanden for Køge Handel om hans holdning er svaret klart: Behovet for parkeringspladser er større end behovet for endnu en dagligvareforrening i Køges bymidte.
– Hvis man vil skabe mere aktivitet i Vestergade, skal der etableres p-pladser. Parkeringspladser er, hvad vi er blevet stillet i udsigt og parkeringspladser er, hvad vi forventer, siger Søren Storgaard.
Han er ikke i besiddelse af den detailhandelsanalyse, som borgmester Flemming Christensen og kommende borgmester Marie Stærke henholder sig til, men vurderer umiddelbart, at de planlagte dagligvareforretninger vil være tilstrækkelige.
– Butikkerne ved stationen (den kommende Fakta og Irma red.) er jo ikke engang åbnet endnu. Spørger du mig på stående fod vil jeg sige, at der ikke er behov for flere dagligvareforretninger. Hele situationen omkring Vestergade gør, at parkeringspladser er langt mere presserende, mener Søren Storgaard.