Humøret hos Thomas Madsen fra Hugo`s Kælder plejer ikke at fejle noget og lige for tiden er han ekstra glad.
Det kendte ølsted i Køge har nemlig scoret en eksklusiv aftale med et af de ypperste bryggerier indenfor hele den bølge af mikrobryg, der er skyllet ind over landet de seneste ti år.
– Vi har fået en aftale med det amerikanske bryggeri Stone Brewing, der har gjort os til »cornerstone« og dermed et af de få udskænkningssteder, der får øllet direkte fra bryggeriet og i hanerne, siger han og fortæller, at det selvfølgelig er en ære at blive udvalgt.
Han forklarer, at bryggeriet, der har hovedkvarter i Californien, USA, var et af de første bryggerier i bølgen til at »give den gas på smagssiden«.
Hugo`s Kælder er udvalgt som ét af bare fem steder i Danmark, der får lov at blive Cornerstone.
Som en anden nyhed kan han nu servere hele udvalget af en endnu mere eksklusiv øl, som indtil for ganske få år siden var nærmest sagnomspunden hos ølfolket. Her gik der historier om, hvordan man selv skulle hente øllet på et belgisk kloster og kun fik lov at slippe af sted med én kasse per besøg – det var umuligt at snyde, for munkene holdt godt øje med gæsterne!
Siden har Klosterbryggeriet Westvleteren dog lukket lidt mere op og i kælderen kan man nu smage hele udvalget af øl fra bryggeriet, både 8`eren, 10`eren og 12`eren – der stadig kun kendes fra hinanden på kapslen med nummeret.
Thomas Madsen har været med lige siden de første »mærkelige« øltyper kom til Danmark og han ser ingen tegn på, at tørsten er mættet hos kvalitetsbevidste humlehunde.
– Interessen for øl er nærmest ved at eksplodere og tendensen i øjeblikket er at folk bliver mere og mere kræsne. Mange øldrikkere er blevet feinschmeckere og mange af de fremtrædende bryggere er nærmest blevet kultfigurer, siger Thomas Madsen.