
En lang bold henover FC Roskildes bakkende venstre forsvarsside til Alexander Bah i fuldt firspring frem. Anders Nielsen halsende efter og med Andreas Hermansen på vej med assistance.
HB Køges uhyre veloplagte »Gambi« aldeles ligeglad og trækkende ind foran Anders Nielsen, som »naturligvis« løber Alexander Bah ned, og så fløjter dommer Benjamin Svedborg naturligvis for straffespark, som Martin Koch sikkert omsætter til 2-0 lige før pausesignalet af sæsonpremieren i 1. division.
»Naturligvis« sat i citationstegn, for det var et meget typisk billede af søndagens lokalderby i Herfølge mellem HB Køge og FC Roskilde. Hjemmeholdet var i stort set alt, hvad der foregik i de førte 45 minutter, et skridt foran de orangeblusede gæster.
Eksemplificeret også ved føringsmålet efter syv minutter og ét sekunds spil, hvor Daniel Stenderup aldeles upresset gav bolden til Martin Koch, som for sin del afleverde på tværs til Alexander Bah, der resolut bankede bolden fladt i mål ved nærmeste stolpe fra feltets kant.
FC Roskilde var ikke i nærheden af for alvor at true Andreas Hansens mål i første halvleg, men det blev der så til gengæld hurtigt lavet om på efter pausen, da Mikkel Wohgemuth nærmest forærede Mikkel Nøhr bolden. HB Køge-anfører Henrik Madsen trådte til med assistance – men trådte også Nøhr ned bagfra til advarsel og frispark lige uden for halvbuen i venstre side.
Præcis dér, hvor Younes Bakiz i roskildensernes sidste træningskamp mod B93 scorede fra direkte på frispark, hvor Mikkel Nøhr var blevet skiftet ud og da vist havde nærstuderet, hvordan sådan en bold skal kringles.
2-1 og i de følgende minutter virkede de blå/sorte ramte. Men ikke længe.
Der var lige knap spillet en time, da Christian Overby fik drejet et indlæg ind fra venstre og lige i panden på Liam Jordan, så Frederik Schram måtte mesterredde. Riposten landede hos Martin Jensen, der lagde bolden til rette og hamrede til fra ti meters afstand, og så måtte Chram redde endnu flottere til hjørnespark.
Dét pandede Jean Claude Bozga så i mål til 3-1, og så vidste de fleste af blot 924 tilskuere vist godt, hvor de tre point ville lande.
Roskildensenserne fik kunstigt åndedræt med 12 minutter igen, da Nicolai Vallys i fuldt firspring og med panden fik drejet et Mark Gundelach-indlæg i mål ved venstre stolpe, men minuttet efter løb Martin Koch – efter lige at være blevet behandlet for krampe – iskoldt ned og scorede til 4-2 på en lang bold fra egne forsvarsrækker.
Og efter fint afvekslende spil og »pæne« chancer i begge ender af banen løftede Martin »Polle« Christensen så langt inde i overtiden bolden op i fjerneste »kryds« til slutfacit 5-2.