Hogwarts: Red stakkels Dobby ved at give ham din ene sok, hiv en skrækkelig Mandrake op af mulden og find din plads på enten Slytherin eller Ravenclaw med Fordelingshatten.

Alle fans af Harry Potter-universet er sikkert helt med på, hvad der er tale om og alle andre kan blive meget klogere ved at kigge forbi den afdeling af Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry som Køge Bibliotek netop har åbnet.
Det er i anledning af, at det nu faktisk er 25 år siden, at den første Harry Potter-bog udkom på dansk og det magiske univers er nu kendt over hele “mugglernes” verden.
Gode fortællinger lever
Bibliotekar Annette Rusbjerg er selv stor fan af universet og har været med hele vejen. Hun fortæller, at man aldrig bliver for gammel til en god historie:
– Gode fortællinger vil altid leve videre og man kan blive ved med at blive fascineret af Harry Potter-fortællingerne, for der er så mange lag og sidehistorier, at man hele tiden finder noget nyt og fascinerende, siger hun med begejstring og forklarer, hvordan tilsyneladende små ting i historierne altid har en større betydning og hænger sammen i det univers forfatteren J. K. Rowling har skabt.

Anette Rusbjerg har selv besøgt både filmstudier i London og en hel Harry Potter tema-park i Florida, USA, for at dyrke sin interesse for det magiske univers.
Hjemmebygget troldomsskole
Bibliotekaren kan tydeligt mærke, at hun langt fra er den eneste, der går meget op i historierne om den unge dreng, der kommer på troldomsskole, hvor han finder nye venner og ikke mindst kommer på farlige eventyr – hvor det gode som regel vinder over det onde.
– Som forberedelse til udstillingen stod jeg en dag hjemme og lavede eliksir, hvor jeg lagde et billede op på bibliotekets sociale medier. På en god dag får vi måske 500 reaktioner, men her fik vi 4000 reaktioner på få timer, siger hun med et grin.

Hun fortæller videre, at det faktisk er bibliotekets personale, der selv har skabt og bygget det magiske univers fra bunden. Her vil der være aktiviteter hele februar måned og vinterferien vil byde på ekstra mange spændende ting.
Læs meget mere på koegebib.dk
