Ét års fængsel for at have frihedsberøvet og banket kæreste

Mathias Klitgaard Selliah

En 32-årig mand fra København var tirsdag i retten, hvor han var tiltalt for grov vold, mishandling og trusler mod sin daværende kæreste.

Handlingerne fandt sted på mandens adresse i København og på kvindens adresse i Borup.

Manden blev idømt ét års ubetinget fængsel. Dog nægtede han sig skyldig og ankede til landsretten, oplyser anklager Thomas Rasmussen efter sagens afslutning.

Den 32-årige mand var tiltalt for at have tildelt sin daværende kæreste adskillige knytnæveslag, spark, spyt i ansigtet og for flere gange at have taget kvælertag på hende til hun mistede bevidstheden.

Desuden fremgår det af tiltalen, at han har presset hendes hoved ned i toilettet, pisket hende med en våd, opvredet trøje og at have frihedsberøvet hende på adressen i Borup.

Handlingerne skulle ifølge anklageskriftet være foregået i en periode fra starten af december 2018 til 20/11 2019.

Sagen har strukket sig over tre dage i retten, og det altså endte med en ubetinget fængselsstraf på ét år. Dommen blev anket på stedet.

– Jeg er meget tilfreds, konstaterer anklager Thomas Rasmussen.

DAGBLADET ville gerne have haft en kommentar fra den dømtes forsvarsadvokat, Christian Kirk Zøllner, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen.