Af Anne Raun, Strandvejen 21, 4600 Køge
Tre byrådspolitikere, Whitehorn, Kielgast og Rolskov havde et indlæg i DAGBLADET og på sn.dk torsdag, og man kan ikke være mere enig. Bygningskulturarven er så vigtig for vor oplevelse af omgivelserne, og for hvordan vi befinder os, mere end vi gør os klart. Ikke mindst helheden er vigtig. Så det er ikke nok med et smukt hus hist og pist, men hele kvarteret med alle huse skal bevares.
Det har byrådspolitikerne forstået med hensyn til bymidten, som er velbevaret og kendt for at være hyggelig, og det prøver alle at drage nytte af og slå på. Ikke mindst handelsstandsforeningen, fordi det tiltrækker folk udefra.
Men hvordan kan man få sig til at ødelægge en hel gade i et villakvarter? Kan man ikke forstå, at helhedsindtrykket forsvinder? At stedets ånd forsvinder?
At en beslutning om nedrivning er uigenkaldelig? Så kan man snakke nok så meget om, at borgeren kommer før systemet og fællesskabet og så videre, men i dette tilfælde er det ikke en almindelig borger uden indsigt i love og regler. Det er da indlysende.
Problemet er nok snarere, at man ikke kan se, hvor fattigt det nye hus bliver, ja blot er en åndløs pastiche. Man kan jo kigge på det nye Lind & Risør-hus andetsteds i byen. Måske man, herunder politikerne, synes, at et Lind & Risør-hus er dejligt og kan være lige så godt?
Det gamle hus er måske ikke tidssvarende, hvad det så er, men det har så mange kvaliteter, som det nye hus aldrig får: karakter, arkitektur, historie, atmosfære, smukke farver, stil, ånd, og så rejser det sig majestætisk op over sin egen mur i harmoniske farver. Man kan aldrig opnå disse egenskaber med et nybyggeri, slet ikke med et typehusfirma. Her handler det om profit.
Man kunne også tale om at agere bæredygtigt ved at bevare det gamle byggeri. Men den tale gælder åbenbart kun ved passende lejligheder.
Hvor er de borgerlige politikere, især de konservative medlemmer af byrådet? Har de ikke en holdning til at bevare et gammelt villakvarter?
