Campinggæster har vandkanden klar: – Vi forstår godt forbuddet

Lise og Johnny Castberg er kommet 15 år i træk hos Køge & Vallø Camping, og på trods af forbuddet imod åben ild glæder de sig over det gode vejr. Foto: Simon de Visme
Lise og Johnny Castberg er kommet 15 år i træk hos Køge & Vallø Camping, og på trods af forbuddet imod åben ild glæder de sig over det gode vejr. Foto: Simon de Visme

– Det er selvfølgelig en grim situation, som man må acceptere. Vi forstår det godt.

Sådan lyder det fra Lise Castberg, der sammen med manden Johnny nyder den varme sommersol i hver deres stol på campingpladsen i Køge. Parret har i 15 år i træk vendt tilbage til Køge & Vallø Camping, og i de 13 af årene har de siddet på den samme, faste plads på området.

De husker specielt sidste forsommer som både kølig og våd, og derfor var de dengang ikke at finde på deres normale plads.

– I år er det noget helt andet, og i maj og juni har vi været her henholdsvis 26 og 28 dage, siger Johnny Castberg.

I øjeblikket er det faktisk så varmt, at parret efterspørger en lille sky eller en smule regn.

De to forklarer, at afbrændingsforbuddet ikke fylder så meget i hverdagen.

– Vi har selv gasgrill, og hvis vi bruger den, har vi en vandkande klar ved siden af, men ellers tænker vi ikke så meget over det, fortæller Johnny.

Parret bor i en lejlighed i Skovlunde, og derfor er glæden stor over den friske luft og naturen på campingpladsen i Køge.

– Vi kan rigtig god lide Køge, og vi har altid været glade for at komme herned. Vi har altid været tilfredse, og som pensionister er det dejligt at kunne sige farvel til lejligheden og rykke herned. Det er næsten ligesom et sommerhus, bare lidt mere primitivt, siger Lise.

Hun fortæller ivrigt om de søde naboer på pladsen, som også har lagt vejen forbi Køge & Vallø Camping i mange år. De kender hinanden godt, sludrer sammen og passer på hinandens ting og sager, når folk ikke er på pladsen.

Lise og Johnny Castberg har taget bilen herned, men ellers hopper de på cyklen og besøger jævnligt Køge By.

– Det er dejligt med Torvet om onsdagen og lørdagen, og der sker generelt mange ting herned med musikfestivaler og loppemarkeder, siger Lise Castberg og uddyber:

– Vores venner spørger os, om vi ikke skal prøve et andet sted, men vi siger nej, for vi er så begejstrede for Køge, og vi har endda talt om måske at flytte permanent herned.