
To af de tre mammografi-busser, der kører ud i kommunerne, så kvinder mellem 50 og 69 år får kortere vej til tjek af brysterne, kan blive skrottet på grund af slitage.
Torsdag diskuterer regionspolitikerne i Region Sjælland, om der i fremtiden kun skal være en mammografi-bus, så lokal kræft-screening kun bliver et tilbud til kvinder i med bopæl i Kalundborg, Odsherred, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland Kommuner.
Hvis busserne skrottes, skal bl.a. kvinder fra Roskilde, Køge, Greve, Solrød og Stevns til Ringsted Sygehus for at få brysterne undersøgt for mulig brystkræft.
Det anslår regionen vil forlænge kvindernes rejse med i gennemsnit 21 kilometer – 19 minutter ekstra i bil eller 37 minutter ekstra med offentlig transport.
Hvis politikerne vil holde de to busser på landevejen, står renoveringen til at koste mellem 10 og 15 millioner kroner. Dertil kommer nyt og bedre undersøgelsesudstyr, som den tredje bus allerede er ved at blive udstyret med. Det koster i omegnen af fire millioner kroner.
I gennemsnit scannes der idag hver dag 73 kvinder i Ringsted og 126 kvinder i en af de tre busser.