Bayer flytter til Borup

Foto: Jens Villemoes
Borup Kemis ejer og administrerende direktør André Willers-Madsen er begejstret for det nye samarbejde med Bayer.
Borup Kemis ejer og administrerende direktør André Willers-Madsen er begejstret for det nye samarbejde med Bayer.

BORUP: Den tyske gigant-koncern Bayer har accepteret frieriet fra Borup Kemi.

Fra 1. januar overtager Borup Kemi hele salgsapparatet for Bayers datterselskab Bayer Garden. Fremover vil Borup Kemi stå for salg, lager, transport og fakturering af Bayer Gardens produkter i Danmark. For kunderne i detailhandlen vil der ikke være ændringer at spore, men for Borup Kemi betyder det fem nye arbejdspladser og en stigning i omsætningen på svimlende 40 procent.

– Det er en rigtig god løsning for os, og det er den måde, vi kommer videre frem. Vi er meget interesserede i at få agenturer, hvor vi er de eneste i Danmark, siger den administrerende direktør for Borup Kemi André Willers-Madsen.

I praksis vil Borup Kemi fungere som grossist for Bayers have produkter, mens Bayer selv står for markedsføringen. Som en af udløberne af krisen har flere store multinationale koncerner valgt at koncentrere sig om de største markeder, og derfor bliver den lokale distribution overladt til partnere. Det giver nye muligheder til virksomheder som Borup Kemi, der selv benytter sig af modellen i nordamerika. Direktøren forventer dog ikke, at partnerskabet bliver en guldgrubbe for Borup Kemi.

– Vi får selvfølgelig lidt for det, men det batter ikke på samme måde, som hvis man selv producerede varerne. Vi øger staben med fem arbejdspladser, og jeg gætter på, at bundlinien bliver hævet med to-tre millioner, vurderer André Willers-Madsen.

Tilsammen sidder Bayer Garden og Borup Kemi solidt på markedet for kemi-produkter til private haveejere som insektmidler, ukrudtsmidler og gødning.