Anfører Carusa solgt til London-klub

Fodbold: HB Køge har solgt angriber og anfører Kyra Carusa til London City Lionesses – og hun er rejst.

HB Køge har solgt Kyra Carusa

Kyra Carusa skal fremover spiller for London City Lionesses. Foto: Anders Kamper

Når der kommer spillere ind, skal der som oftest også spillere ud.

I HB Køge er det tilfældet med angriber og anfører Kyra Carusa, der om nogen er billedet på kvindernes succes og fremfærd med to danske mesterskaber og deltagelse i Champions League.

Tirsdag aften blev hun solgt til London City Lionesses, der topper den næstbedste engelske række.

Og det er en følelsesladet Kyra Carusa, der tager afsked med HB Køge.

– For tre år siden kom jeg til HB Køge, og dengang vidste jeg ikke engang, om jeg ville fortsætte med at spille fodbold og have en karriere i denne branche. HB Køge var et hold, der havde brug for mig på et tidspunkt, hvor jeg ligeså meget havde brug for HB Køge. Man tog chancen med mig for at starte dette vanvittige projekt og drømmen om at etablere sig i Kvindeligaen her i Danmark, siger hun i en afskedssnak på hjemmesidem.

– Da jeg startede her, var jeg bare ved at finde ud af, hvad jeg ville med livet, så det er vildt at sidde her nu og tale om den rejse og den historie, som klubben og jeg har haft sammen.

– Det var egentlig kun meningen, at jeg skulle have været her i seks måneder. Men da holdet endte med at vinde og rykke op, spurgte klubben mig, om jeg ville forlænge, og dér kunne jeg ikke sige nej. Jeg kunne fornemme, hvor meget historie der bare ventede på at skulle skrives, og jeg ville have fået FOMO (fear of missing out, red.), hvis jeg ikke var hoppet med på projektet. Det er så vildt at tænke på, at kvindeholdet her næsten kun har oplevet succes, siger hun.

To danske mesterskaber og Champions League blev det til.

– Vi fik mulighed for at møde Arsenal, Barcelona og Hoffenheim her på Capelli Sport Stadion i Køge, og vi fik også mulighed for at besøge deres hjemmebane og spille fodbold på et niveau, jeg aldrig i mit liv har spillet på. Det var en oplevelse, jeg aldrig vil bytte og altid sætte pris på. Det er jeg ekstremt taknemmelig for. Nu kigger jeg på de spillere, der spillede i de kampe – og på mig selv – og ved, at det har ændret mig som spiller.

Kyra Carusa er allerede rejst.

Nye udfordringer venter.

– Man skulle tro, at det med at tale om sine holdkammerater ville være nemt, men lige nu er det så svært at sætte ord på de personer, jeg har været så heldig at spille med og være en del af, siger Kyra Carusa.

– Jeg er så taknemmelig for, at mine holdkammerater accepterede den person, jeg er, både som spiller, leder og menneske. De har altid troet på mig, ligeså meget som jeg har troet på dem.

– Nu er vi på det punkt, hvor vi går forskellige veje. Ikke på en dårlig måde, men på en måde, hvor vi er rigtig gode venner og som mennesker, der altid vil betyde noget for hinanden i livet. Jeg havde aldrig troet, at jeg som professionel fodboldspiller ville have muligheden for at sige det, men det er jeg så heldig at gøre, når det kommer til HB Køge, siger den amerikansk-irske angriber, der nu skal spille for løverne i London.

sporten.db@sn.dk