Alliance på plads: Partier rykker sammen i valgforbund

Konservative, Radikale Venstre og Liberal Alliance i Køge indgik torsdag eftermiddag et valgforbund frem mod kommunalvalget næste år. Fra venstre ses de tre spidskandidater Thomas Kampmann (K), Søren Johansen (RV) og Jeppe Lindberg (LA).
Konservative, Radikale Venstre og Liberal Alliance i Køge indgik torsdag eftermiddag et valgforbund frem mod kommunalvalget næste år. Fra venstre ses de tre spidskandidater Thomas Kampmann (K), Søren Johansen (RV) og Jeppe Lindberg (LA).

Torsdag eftermiddag indgik partierne Konservative, Liberal Alliance og Radikale Venstre det første officielle valgforbund i Køge Kommune frem mod næste års kommunalvalg.

Det skriver DAGBLADET Køge.

Partierne kan således enes om et fornuftsægteskab, der dels skal sikre minimalt stemmespild, dels skal signalere, at man deler flere borgerlige, liberale og socialliberale værdier.

Alle tre partier understreger dog, at der ikke er politiske bindinger, men at valgforbundet først og fremmest er af valgteknisk karakter.

Fra den konservative spidskandidat Thomas Kampmann lyder det:

– K, RV og LA kan samles om borgerlige og liberale værdier. Der er ikke politiske bindinger i det, og vi har forskellige holdninger, men vi mener i Konservative, at det er det helt rigtige for os at gå i valgforbund med Radikale Venstre og Liberal Alliance, siger han.

LA's spidskandidat, Jeppe Lindberg, ser også perspektiver i valgforbundet.

– Vi vil gerne arbejde bredt henover midten og samtidig holde den røde side i skak ved at sikre solide borgerlige, liberale resultater, siger han.

Søren Johansen, Radikale Venstres spidskandidat, håber ligeledes at kunne styrke den politiske midte i Køges byrådssal.

– For os er det vigtigt at sikre, at midterstemmerne får størst mulig gennemslagskraft, for vi ønsker netop det brede samarbejde hen over midten, siger han.

Næste års kommunalvalg finder sted tirsdag den 16. november.