53-årig mand nikkede yngre kvinde en skalle

Foto: Kenn Thomsen, Lars Andersen

Kort efter klokken 21 onsdag aften kørte politiet til et supermarked på Marksvinget, hvor to mænd ifølge anmeldelsen havde været i slagsmål.

Den ene var flygtet fra stedet og blev nu eftersøgt af den anden part i slagsmålet.

Ved politiets ankomst var der ro på stedet, og politiet fik kontakt til en 53-årig mand fra Køge. Han blev bortvist fra stedet, og politiet fandt ikke den anden part i slagsmålet.

Kl. 21.29 rykkede politiet ud til et slagsmål på Parkvej.

På stedet traf politiet nu igen den 53-årige mand fra Køge, som var blevet uvenner med en 22-årig kvinde fra Roskilde, fordi den 53-årige ikke brød sig om hendes kæreste.

Under et skænderi havde den 53-årig nikket hende en skalle på hendes næse.

Den 53-årige blev derfor anholdt og sigtet for vold mod den 22-årige, der dog ikke fik de store skader som følge af volden.

Den 53-årige blev efter afhøring til sagen løsladt, men vil blive indkaldt til et retsmøde, når sagen mod ham skal afgøres.