Bunden af Øresund undersøges

Bunden af Øresund undersøges

HOFOR har nu igangsat undersøgelser af havbunden, hvor de 26 vindmøller i Aflandshage Vindmøllepark skal stå, for at sikre et stabilt fundament for møllerne. Samtidig tjekkes havbunden for historiske fund.

Skibet Geo Ocean IV kan lige nu spottes i Øresund, hvor man undersøger havbunden for HOFOR. Arkivfoto: Wesley Vercruysse/Marinetraffic.com

Øresund: HOFOR har nu igangsat undersøgelser af havbunden, hvor de 26 vindmøller i Aflandshage Vindmøllepark skal stå, for at sikre et stabilt fundament for møllerne. Samtidig tjekkes havbunden for historiske fund.

Aflandshage Vindmøllepark, som efter planen vil levere grøn strøm svarende til 300.000 husstandes forbrug, bliver etableret af HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab. HOFOR står også bag de geofysiske og geotekniske undersøgelser, som sker fra januar og til og med maj måned.

Undersøgelserne skal også vise, om der ligger noget gemt under havbunden. Det kan for eksempel være bomber fra Første eller Anden verdenskrig, som ikke er detoneret, og som derfor skal undersøges og fjernes af Forsvaret.

– I forbindelse med undersøgelserne trækker et af skibene udstyr efter sig. Derfor bør man holde afstand til skibene, så man ikke risikerer at komme i nærkontakt med udstyret. Vi har derfor også informeret fiskere og havne langs Øresund og Køge Bugt om, at vi laver undersøgelser, siger Stig Balduin Andersen, projektchef for Aflandshage Vindmøllepark i HOFOR.

HOFOR måler støjen under arbejdet for at blive klogere til fremtidige undersøgelser.

– Udstyret, som vi anvender til vores havbundsundersøgelser, udsender lyde, der kan genere især havpattedyr og fisk, hvis de er for tæt på. Derfor foretager vi alle vores undersøgelser med en såkaldt 'soft-start', hvor udsendelsen af lyd øges langsomt. På den måde skræmmer vi fisk og havpattedyr væk, så de ikke bliver påvirket af lydbølgerne, siger Stig Balduin Andersen.

lj