Vinterbad: Energi via kuldechok

Foto: Peter Andersen, Jan Holm

Seks vinterbadere overvejede onsdag formiddag, om de skulle hoppe i vandet fra badebroen på Røsnæs Havn. Ikke fordi vandet kun var 3 grader, men fordi det voldsomme vand var 90 cm højere end normalt, og badebroen nok ville være åleglat af alger. Det skriver Nordvestnyt.

Baderne fravalgte den vestvendte badebro, hvor bølgerne kom direkte ind, for den var helt under vand.

Men i vandet kom de – fra den anden bro, som var fri af alger og kun »lettere« oversvømmet.

Det skete fra den sydlige trappe, hvor vandet var så dybt, at Hanne Merete Hooge med sine 156 cm end ikke kunne bunde.

– Men vandet er dejligt klart, sagde hun efterfølgende, da hun var på vej ind i saunaen.

Det er takket være de flotte faciliteter i Røsnæs Maritime Aktivitetshus, at foreningen Røsnæs Vinterbeder 4400 ligefrem er ved at drukne i succes. Det fortæller formand Lene Henrichsen.

En halv snes vinterbadere, der tidligere badede fra en trappe i ÅgerupStrand Parkens lille havn, ønskede at organisere sig i en forening.

– Vi havde regnet med omkring 30 medlemmer eller sådan, men nu er vi 105, siger hun.

Så da aktivitetshuset kom op med broanlæg, sauna og lun kabys, trak det vordende vinterbadere til fra nær og fjern.

– Vi har mange sommerhusejere fra blandt andet København, som er aktive vinterbadere, siger hun.

Sæsonen, der begyndte i september, led i lang tid af »varmt vand« på 7-9 grader, hvor mange deltog. Nu er temperaturen 2-3 grader, som er radende koldt for krop og sjæl.

– Så det er nu, at fårene bliver skilt fra bukkene, sigfer Lene Henrichsen, der får et opløftende kick ud af at være vinterbader.