I en nordvestsjællandsk skov holder en flok mennesker til, der året rundt spurter af sted på smalle, stejle og snoede stier, skriver Nordvestnyt.
De er passionerede MTB-ryttere i aldre fra 12 til 60 år og går under navnet Kragerup MTB Klub. De deler skov med godsets populære Go High-tovbaner i træerne og dets fodboldgolf.
Klubben holder til bagest i skoven på en »lukket« bane, hvor der ikke kommer så mange andre mennesker. Der er ikke så meget højdeforskel på sporet, men det bekymrer ikke mountainbikerne – de har nok med at koncentrere sig om de tekniske udfordringer undervejs.
Selv om klubben er privat, er godset selv med på MTB-ideen med 15 MTB-cykler og instruktører, så nysgerrige kan leje sig ind og prøve sporten af.
Klubben, som i dag er registreret under DGI, opstod i 2013, da MTB-ryttere fik lov at bruge godsets skov. Men de måtte selv anrette sporet, lød det fra godsforvalter Olav Ditlevsen.
I dag har klubben et dedikeret MTB-spor og nyder »råderet« over skoven efter løbende aftale med godset. Banen er således i konstant udvikling, og det er klubben også.
Kragerup MTB Klub har i dag 80 medlemmer, der benytter det 6,5 km lange spor.
– Det er et teknisk singletrack (enkeltspor, red.), der tiltaler motionister og familier, men ikke så meget eliteryttere, siger Jesper Nyby, formand i klubben.