Unge i Kalundborg får nogen at tale med hos Headspace

Headspace Kalundborg er ved at indrette sig i de nye lokaler i Kalundborg Hallerne på J. Hagemann Petersens Allé 11 i Kalundborg.

– Det er lidt svært på grund af coronarestriktionerne. Vi kan for eksempel ikke købe møbler fra genbrugsbutikker som planlagt, da de er lukkede for tiden, siger Jonas Hamborg Jensen, som er daglig ansvarlig ungerådgiver i Headspace Kalundborg.

Ideel lokation

Han er meget tilfreds med Headspace Kalundborgs beliggenhed, som han kalder en »ideel lokation«, da det er tæt på ungdomsuddannelserne, tæt på fritidsaktivitetsorganisationer, tæt på bylivet, og tæt på offentlig transport, hvilket betyder at det er et nemt tilgængeligt sted for unge fra hele kommunen, og ikke kun fra Kalundborg by.

Headspace er et gratis og anonymt rådgivningstilbud målrettet børn og unge i alderen 12-25 år. Under mottoet »nogen at tale med« er Headspace et tilbud på de unges præmisser, hvor unge både kan lave en aftale på forhånd, komme direkte ind fra gaden, SMS'e eller chatte med en af Headspaces ungerådgivere.

– Det er et tilbud uden bureaukrati, hvor du kan komme direkte fra gaden. Bare det at få talt med nogen og blive lyttet til kan faktisk være nok, siger Jonas Hamborg Jensen.

Han er uddannet pædagog, og han har arbejdet med blandt andet anbragte børn og som familiebehandler.

Udover ham, så er der også ansat en anden ungerådgiver, nemlig Yasemin Ucar, som er uddannet socialrådgiver.

Hos Headspace mener man, at en af de vigtige opgaver i arbejdet med unge mennesker, er det forebyggende arbejde, hvad enten, der er tale om de unges privat-, uddannelses- eller arbejdsliv.

De unge skal mødes, hvor de er, inden deres udfordringer hober sig op.

Jo længere tid der går, før de unge får den hjælp, de har brug for, jo vanskeligere er deres livssituation med negative konsekvenser for deres psykiske velvære, deres uddannelsessituation og deres mulighed for at komme ind på, og forblive på arbejdsmarkedet.

Nyt arbejdsfællesskab

Der bliver tale om en ny organisering, der favner både professionelle og frivillige i et helt nyt arbejdsfællesskab.

Headspace samarbejder med Kalundborg Kommune, hvilket blandt andet betyder, at kommunen vil have medarbejdere fysisk til stede i Headspace Kalundborg.

De kommunale medarbejdere sikrer brobygning og vidensdeling mellem headspace og de offentlige tilbud.

Søger frivillige

Headspace Kalundborg søger 10-15 frivillige, som brænder for at hjælpe unge.

Headspace elsker mangfoldighed i frivilliggruppen, og man kan derfor være studerende, jobsøgende, arbejdende eller pensionist.

Det vigtigste er, at man har en stor lyst til samtaler med unge, der har brug for nogen at tale med. I Headspace er ingen problemer for store eller for små, og derfor kan samtalerne med unge være om alt fra kærestesorger og konflikter i familien til svære følelser som ensomhed, bekymring og lavt selvværd.

Derudover skal der også bruges frivillige til kommunikationsopgaver på de sociale medier, som Instagram og Facebook, hvor Headspace Kalundborg også skal have egen profil.

Man kan søge om at blive frivillig via Headspaces hjemmeside eller kontakte Jonas Hamborg Jensen.

Hvornår Headspace Kalundborg åbner for de unge, kan Jonas Hamborg Jensen ikke sige, da det kommer an på coronarestriktionernes varighed, men i løbet af foråret.

Åbningsdage i hverdagen bliver tirsdag, onsdag og torsdag.

Der bliver også holdt åbningsreception, men det endnu ikke planlagt.