P-pladserne udenfor Campus Kalundborg i Kalundborg var tæt besatte og flere parkerede busser vidnede også om de 250 gymnasieelever, som var ankommet torsdag for at deltage i biotekmesterskaberne og dyste i bioteknologiske løsninger.
Biotekmesterskaberne er et af mange tiltag som skal hjælpe med at tiltrække studerende til det voksende uddannelsesmiljø i Kalundborg.
Conni Simonsen, campuschef på Absalon i Kalundborg, bød velkommen, hvor hun især glædede over at kunne vise det næsten nye campus frem til gæsterne. De sidste to år har biotekmesterskaberne nemlig foregået online på grund af corona.
Hun opfordrede de unge til overveje uddannelserne som diplomingeniør i bioteknologi eller maskinteknologi samt bioanalytiker.
– Der er brug for jer, og I kan være med til at sikre bæredygtig udvikling, sagde hun.
Hun sluttede med at sige, at selvom Kalundborg ikke er den største by, så er den et epicenter indenfor bioteknologi.
Biotekmesterskaberne foregår som en case-konkurrence, og gymnasieeleverne har hjemmefra arbejdet med én af fire cases inden for emnerne fermentering, enzym-aktivitet, spildevandsrensning og kemisk syntese. De fire cases repræsenterer hver især elementer, der har afgørende betydning for produktionsprocesserne i henholdsvis Novo Nordisk, Novozymes, Kalundborg Forsyning og Lundbeck.
Megaspændende
Et hold 2. G’ere, som til daglig går på bioteklinjen på Fredericia Gymnasium havde en case, om hvordan man kan rense spildevand på en bæredygtig måde, hvor de brugte et enzym fra peberrod til at fjerne farvestoffet indigo carmin fra vand.
De skulle fremlægge projektet for et dommerpanel sammensat af undervisere og virksomhedsrepræsentanter.
– Det giver erfaring i at tale foran andre, sagde en af pigerne.
De tre piger syntes, at det var megaspændende at være til biotekmesterskaber. Også sjovt at få lov til at tænke kreativt og gå i dybden med en opgave.
De ved endnu ikke, om de ville tage en uddannelse i Kalundborg, da de ikke kender så meget til Kalundborg.
– Vi vil gerne have et arbejde indenfor det naturfaglige, sagde de.
Godt sammenhold
På messen kunne de unge høre mere om Kalundborgs karriere- og uddannelsesmuligheder samt møde virksomhedsrepræsentanter fra Biotekbyen og omegn.
Stephanie Aaskov er bioanalytikerstuderende på Absalon i Kalundborg, som lige har afsluttet 3. semester, og hun står på en stand for at fortælle om bioanalytikeruddannelsen i Kalundborg.
– Det er mere intimt og vi har et godt sammenhold her, fordi vi ikke er så mange. Vi får klasseundervisning her i stedet for undervisning i et stort auditorium, siger hun.
Hun håber, at hun kan få job på Novo bagefter, hvor hun allerede har et studiejob. Hun er også flyttet til Kalundborg, og hun synes, at der begyndt at ske noget mere socialt for de unge med aktiviteter på skolen.
Rekruttering af unge
Ni forskellige virksomheder var præsenteret på messen, blandt andre Kalundborg Forsyning, som bød på smagsprøver af vand fra Sejerø, Tissø og Kalundborg, hvor man kunne stemme om, hvad der smagte bedst.
Jesper Skovgaard, som arbejder på Kalundborg Forsyning med blandt andet spildevand, siger, at det handler om vise flaget overfor de unge, og fortælle om, hvor spændende og teknologisk interessant arbejdet er, så forhåbentlig kan rekruttere unge til fremtiden. Han er selv uddannet maskinmester, og har arbejdet fem år hos Kalundborg Forsyning.
– Det er et job med meget frihed, siger han.
Alle deltagere kunne også se det nyindviede forsknings- og uddannelsescenter Helix Lab, som er ligger ved siden af campus, hvor de blandt andet kunne høre oplæg om den verdenskendte Kalundborg Symbiose.
Deltagerne i biotekmesterskaberne kom fra følgende institutioner.
Københavns Åbne Gymnasium, Fredericia Gymnasium, HTX Celf, H.C. Ørsted Gymnasium, Odsherreds Gymnasium, Bagsværd Kostskole og Gymnasium, Frederikssund Gymnasium, Aarhus Katedralskole, Tårnby Gymnasium og Herning Gymnasium.
Bagsværd Kostskole og Gymnasium fik førstepladsen, Odsherreds Gymnasium andenpladsen og Fredericia Gymnasium tredjepladsen.






