Flere traf en hurtig beslutning lørdag formiddag og mødte op på Solskinspladsen på Kordilgade, fik et nummer og begav sig ud på ruten gennem byen, så snart der var talt ned til start.
180 var tilmeldt på forhånd, men 250 mennesker i alle aldre gik eller løb på en af de tre ruter på tre, fem og 10 kilometer.
Det var Kalundborg Forsyning, der sammen med 5 Tårns Motion arrangerede familie-motionsløbet i anledning af FN’s Vandets dag – der retteligt er den 22. marts.
Forsyningen har markeret Vandets dag siden 2014. Det var også det sidste år, hvor det ikoniske vandtårn på Møllebakken fra 1933 fungerede som vandtårn.
Som altid, når der er vand-løb, var vandtårnet åbent for besøgende.
I dag er vandtårnets oprindelige funktion erstattet af en trykforøger, ligesom Kalundborg Forsyning har en højdebeholder på Lerchenfeldvej, der rummer 3,5 millioner liter vand. Herfra ledes vandet ud til vores vandhaner.
Men de mange, som tog turen helt op ad den smalle jernspindeltrappe til toppen af det 16 meter høje vandtårn, kunne ud over at nyde udsigten over havn, by og mange kilometer omegn, også se, at vandtårnet stadig har en funktion.
Øverst oppe sidder der både mobilmast og antenner, der bruges til at fjernaflæse vandmålere.