Stor billedserie: Hobro-legender sejrede i Ruds Vedby

Foto: Simon Ydesen

Der var underholdning til den helt store guldmedalje, da Hobro Apotek/Grønlund Gruppen vandt det stort anlagte indefodboldstævne DBS Masters Cup i Ruds Vedby, der havde deltagelse af hele den danske indefodboldelite.

Efter en hel dags underholdning med lækre detaljer, flotte mål og meget tætte afgørelser kunne det jyske mandskab, der blandt andet tæller den transferfrie Martin Thomsen og Skive-profilen John Dyring, juble over førstepladsen og 20.000 point til Grand Prix Masters-ranglisten.

I en sjældent set tæt afgørelse var det svært at finde hoved og hale i de seks finaleholds indbyrdes placeringer, men med 10 point i de fem finalepuljekampe kunne Hobro Apotek Grønlund Gruppen modtage vandrepokalen.

Publikumsfavoritterne fra Gardin Lis fik efter en skæv indledning på finalespillet hevet sig selv op til tre sejre, der alle kom i hus med det yderste af neglene. Det var nok til en andenplads. På tredjepladsen fandt man endnu et jysk hold – Torntoft & Mortensen, der havde den tidligere AC Horsens-angriber Casper Johansen som en særdeles skarp afslutter.

GPM-ranglistens førende mandskab Kwix fik med en fjerdeplads sikret sig rekorden for flest indtjente ranglistepoint på en sæson. En rekord de overtager fra MD Rustfri, der anført af Rishøjs Dennis Schmidt var dagens helt store skuffelse i Ruds Vedby, da holdet for længst var kørt hjem, da finalekampene skulle spilles.

Her blev de mange fremmødte tilskuere budt på mange tætte kampe, og i flere omgange kom dommerne i fokus for kendelser, der med rette satte sindene i kog. Det må konstateres, at der er forskel på at dømme udendørs fodbold og så den form for fodbold, der spilles indhegnet på et halgulv.

Sjællandske Medier udtog efterfølgende et all star-hold, der bestod af Martin Thomsen og John Dyring, begge Hobro Apotek/Grønlund Gruppen, Jakob Skovgaard fra Dantools og endelig Dennis Juelsgaard fra Kwix. Sidstnævnte blev samtidig kåret til stævnets bedste målmand, mens Martin Thomsen, der efter afskeden med Silkeborg har fået comeback på halgulvet, blev kåret til stævnets bedste spiller.