Spiralen klar til årskifte

Foto: Peter Andersen

Bevægelseshuset Spiralen tegner nu til at blive færdigt til årskiftet, en måned senere end den seneste udmelding.

Efter byggeriet af Spiralen blev sat ufrivilligt på pause på grund af en underleverandørs konkurs, har der siden i begyndelsen af marts været gang i byggeriet igen, og trækassetterne er begyndt, at blive lagt på.

Det var den jyske underleverandør, RBM Elementer, som laver de specialfremstillede trækassetter til Spiralens tag, som gik konkurs. Løsningen blev at leje RBM Elementers produktionsfaciliteter og ansætte medarbejderne til at færdiggøre trækassetterne.

Kim Reichenbach, projektleder fra Elindco, fortæller, at det er et »fagligt udfordrende byggeri«.

Han peger op på tagets underflade, som viser, hvordan stykkerne er forskellige størrelse og form er blevet stykket sammen som et andet puslespil.

– Men hvis ingeniører fik lov at bestemme, så blev der nok også kun bygget lige og firkantede huse, siger Kim Reichenbach.

Vi møder Jane Adler, byggeleder fra Casa Arkitekter, som kommer gående.

– Vi estimerer, at vi er klar til aflevere byggeriet ved årskiftet, siger hun.

Dermed er projektet blevet yderligere en måned forsinket siden sidste udmelding, som var, at byggeriet ville være færdigt i november.

Peter Jacobsen (DF), formand for byggeudvalget, har oplyst, at der skulle være møde i går, torsdag.

Det har ikke været muligt at træffe Peter Jacobsen efter mødet for Nordvestnyt, og få hans kommentar til forsinkelsen.