
Når man er i selskab med blandt andre den franske mester Arnaud Démare, der i øjeblikket viser skræmmende styrke med syv sejre efter coronapausen, skal man være oven på pedalerne og fysisk på toppen for at følge med. Og det var Kalundborgs professionelle cykelrytter Christoffer Lisson også i de to første etaper af det franske etapeløb Tour Poitou-Charentes, der sluttede søndag – med Arnaud Démare som samlet vinder.
Men op til tredjedagen, der både havde en halvetape og en enkeltstart på programmet, blev Lisson forkølet med løbende næse og dårlig hals, og så måtte han slide sig igennem resten af det store etapeløb uden at kunne træde de watt, han ellers havde håbet på og var i form til.
– Man skal være på toppen for at kunne være med, men jeg manglede nok 10 procent, fordi kroppen skulle bruge energi på noget andet, og så blev løbet anderledes, end jeg havde regnet med, fortalte Christoffer Lisson mandag eftermiddag et par timer efter han var kommet hjem med ømme ben til Kalundborg, hvor de næste dage skal gå med at restituere.
Lisson, der er i gang med sin første sæson hos prokontinentalholdet Riwal Readynez Cycling efter sidste efterårs skifte fra kontinentalholdet BHS Almeborg Bornholm, kom ellers godt i gang i Frankrig, hvor han var godt tilfreds de to første etaper.
– Efter DM, hvor jeg ikke var helt tilfreds, begyndte det at lysne og ligne noget de to første dage, hvor jeg blandede mig i finalerne, som jeg havde håbet. Og selv om det var hårdt at komme igennem til sidst, er det starten på etapeløbet, jeg kan tage med videre, når jeg er blevet frisk, sagde Christoffer Lisson, der på løbets sidste etape fik en ny rolle som hjælper for sin hollandske team-kammerat Elmar Reinders, der skule holdes ude af sidevinden og i øvrigt blev nummer syv sammenlagt foran bedste dansker Julius Johansen fra Uno-X Pro Cycling Team.
Snart DM i enkeltstart
24-årige Christoffer Lisson, der kort før sin 19. plads ved DM i Middelfart, var med i sin karrieres største etapeløb Tour de Wallonie, sluttede det franske etapeløb på en samlet plads som nummer 94. Næste større begivenhed, der har Lissons bevågenhed, er DM i enkeltstart, som køres ved Skælskør til oktober. Han kender terrænet godt og håber, han kan køre sig i Top 5 og dermed forbedre sig i forhold til de to seneste danske enkeltstartmesterskaber, hvor det er blevet til to ottende-pladser.
Hvad der ellers skal ske på løbsfronten for Christoffer Lisson i det komprimerede cykelefterår er Riwal-teamet i øjeblikket ved at planlægge.
Vinderen af Tour Poitou-Charentes, 28-årige Arnaud Démare er tredobbelt fransk mester, og han blev også dobbelt etapevinder og samlet vinder af Tour de Wallonie.
Den formstærke franskmand må undværre Tour de France, hvor Groupama-FDJ-teamet kører for klassementsrytteren Tibot Pinot.