En 45-årig mand fra Slagelse ligger fortsat til behandling på Rigshospitalet for svære kvæstelser efter et voldsomt overfald mandag eftermiddag i Gørlev. Efter overfaldet søgte manden efterfølgende tilflugt på byens Shell-tank. Flere vidner så flere personer overfalde manden med slagvåben ud for Ulstrupvej 56, oplyser politiet.
– Det er vigtigt at sige, at adressen er mere eller mindre tilfældig, så hr. og fru Danmark skal ikke være bekymret, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiets efterforskning førte dem efterfølgende til en adresse på Industriparken i Jyderup, hvor de foretog en ransagning af en adresse, som af politiet er kendt for at være et tilholdssted for personer med relationer til rockermiljøet.
Her anholdt de en 32-årig mand fra Gørlev. Han fremstilles tirsdag klokken 13.30 i grundlovsforhør.
– Overfaldet var af så voldsom karakter, at vi efterforsker det som et forsøg på manddrab. Det er også det, jeg formoder, han vil blive sigtet for, siger Martin Bjerregaard.
På trods af ransagningen på adressen i Jyderup vil han direkte spurgt ikke be- eller afkræfte, om sagen er rocker- eller eventuelt banderelateret. Der hersker fortsat uvished om præcis hvor mange personer, der deltog i overfaldet, men vidner bekræfter altså, at der var tale om flere personer.
Derfor arbejder politiet også ud fra en tese om, at der er flere personer involveret, bekræfter Martin Bjerregaard. Politiet er desuden interesseret i yderligere oplysninger, ikke mindst om en mindre »lys« personbil, som vidner så forlade overfaldsstedet.