Stilheden i mellem træerne er et øjeblik afbrudt af en brummen fra færgens motor, hvis lyd langsomt fortoner sig. Den erstattes med fuglefløjt, vindens sagte susen i trætoppene i den lille, fredede skov tæt ved færgelejet. Hanen galer i det fjerne, og sagte børnestemmer i det fjerne vidner om liv.
Det tager mindre end en halv time at sejle fra Havnsø til den fredede ø Nekselø, der ligger smukt placeret i Sejerøbugten. Og selvom coronatiden og de gratis færgebilletter til danske øer har øget tilstrømmingen til Nekselø også, ånder der fred og ro.
Vi møder Gitte Slots for enden af færgelejet. Hun vil guide os en tur på øens sydlige rute, der byder på både sjældne planter og udsigt så langt øjet rækker.
Turen går mod syd og vest
Vi vandrer fra færgelejet ad »hovedvejen« mod syd, mens vi lytter til hendes fortælling om sin opvækst på Nekselø.
– Jeg gik fire år på Nekselø Skole. Fra femte klasse rykkede jeg til Firhøjskolen i Føllenslev, fordi vi skulle lære engelsk, og det kunne lærer Jensen ikke. Vi var en fem – seks elever. Vi sejlede med Frode, min farbror, der drev færgefarten. Jeg boede her på øen, til jeg var 16, så blev jeg ung pige i huset, og flyttede fra øen, fortæller hun og guider os vest over – ud til blæsten, de høje skrænter, der er langs øens vestside. Her er en helt unik udsigt til både Sjællands Odde, Sejerø, Vesterlyng, Røsnæs og Samsø.
Ved sydspidsen skimtes revet, der tidligere »husede« en særlig tangart, der klistrede sig til sand og sten, hvilket betød, at man kunne gå over til fastlandet ved lavvande. Det er også her fra, at man i isvintre kan bevæge sig over isen til fastlandet.
Her på den flade sydende stod engang en tjørn – posttjørnen.
– Der lå i begyndelsen af 1900 en lille kasse, man kunne lægge sin post i. Når nogen sejlede forbi, tog de post med frem og tilbage. Senere kom Post-Christian. Han gik øen rundt med sin trillebør og samlede post, som han så sejlede over til fastlandet i sin jolle, fortæller Gitte Slots om tidligere tiders postgang.
Her på sydsiden havde hun sin hest – indtil den begyndte at jagte kvæget.
Undervejs leverer hun historier om familiens ankomst til Nekselø, og om dens liv på Nordgården, der begyndte i 1914 med farfaderens indtog på Nekselø. Og om gode barndomsstunder på Øgården med kammerater, leg og udflugter i bakkerne. Om sjældne planter som agerkohvede, Jomfru Maries sengehalm, vild gulerod, vilde løg og svalerod og flere andre. Om fugle- og dyrelivet, der rummer den sjældne klokkefrø, tårnfalke, musvåger, strandskader, edderfugle, land- og digesvaler, snoge, hugorme, rådyr og harer – og mod nord en hættemågekoloni, hvor de samlede æg til pandekager i Gittes barndom.
På vejen til Øgården, hvor vi hviler benene og får en kaffetår, kommer vi fordi mosen, hvor klokkefrøerne holder til. Mosen er svundet ind siden barndommen, konstaterer vore guide.
Tag med til Nekselø i videoen her
Øboerne opførte kirken
Vi besøger Nekselø Kirke, der er bygget af øens beboere i 1931, og som byder indenfor til gudstjeneste cirka ti gange om året. Indermuren er bygget af teglsten, som hen- des farfar producerede, men ydervæggen, er bygget af sten fra Kalleup Teglværk.
De smukt vævede sæder på kirkebænkene er vævet af nogle vævepiger, der for et par år siden besøgte øen. De er vævet ud fra væver Mette Vestergaards koncept. Hun boede på Strandbjerggård. Det var Strandbjerggård, der donerede jorden, hvor kirken ligger.
Også skolestuen, hvor lærer Jensen puttede lærdom i Nekselø-børnenes hoveder, indtil skolen lukkede i 1972, bliver besøgt.
– Vi havde dansk og matematik, tegnede fugle. Vores gymnastik var ture ud i naturen, så jeg kiggede noget, da jeg i femte klasse kom til Firhøjskolen og så alle de redskaber, der var i gymnastiksalen, husker Gitte Slots.
Herfra går turen videre ad kirkestien, gennem Troldedalen og fredskoven langs østkysten for at nå færgelejet.
Troldeskoven ligger som fredskov uberørt hen, og rummer stilhed og fred, når man bevæger sig på snoede og til tider ret stejle stier. Man fornemmer, at her er det naturen, der hersker.
Troldeskovens mystik
En anekdote om Troldeskoven får vi også med.
– Der boede et troldepar, og troldefar kunne ikke lide lyden af kirkeklokken, så han bestemte sig for at tage en stor sæk jord fra stedet med til Havnsø for at kaste den op over kirken.
– Troldemor var lidt bekymret, så for at sikre, at han ikke skulle dække hele øen, klippede hun et lille hul i sækken. Det blev til revlen mod Havnsø.
– Da troldefar nåede Havnsø var sækken tom. Han blev så rasende at han kastede en stor sten mod øen. Efter sigende er den der stadig – og det er kirken og kirkeklokkerne også.
